Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Kampen om midten

09-10-2018 KL. 11:24
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Partierne skal dele sig efter anskuelser og holdninger - men det giver ikke mening at svinge fanen så højt, at benene forlader jorden. At evne at søge det gode kompromis er - og skal være - en vigtig egenskab i politik.

På mange måder er der trængsel omkring midten i dansk politik. Socialdemokratiet er svinget i borgerlig retning i f.eks udlændingepolitikken. DF er svinget i retning af S om velfærd og skat, og både den nuværende regering og S har travlt med at markere udspil om klima, sundhed og nærpoliti.

Det er både forståeligt og nødvendigt, at et social-liberalt midterparti som Radikale Venstre tager pejling af, hvad der foregår og forsøger at placere sig med øget mulighed for indflydelse. Senest har folketingsgruppens næstformand, Martin Lidegaard, udgivet en bog, hvor han advarer sit eget parti mod at stå og råbe isoleret i et ringhjørne i dansk politik. I stedet vil han insistere på, at de radikale skal søge midten - også når midten bevæger sig steder hen, hvor de radikale måske har svært ved at se sig selv, udtalte han forleden til Politiken.

Radikale Venstre bør på samme tid lancere markante budskaber og søge indflydelse i samarbejde både til højre og venstre ud fra en klassisk position i midten af dansk politik. Social-liberal politik kan hverken reduceres til blå eller rød, og de radikale skal have øje for, at det afgørende altid skal være det politiske indhold - ikke hvem man samarbejder med.

Historisk har Radikale Venstre evnet både at samarbejde til højre og venstre - og man har været i regering med både Socialdemokratiet, Venstre og konservative og SF (det sidste kortvarigt). Meget ofte har de radikales midter-mandater været udslagsgivende for, hvilken regering der kunne dannes.

Aktuelt er Radikale Venstre presset af S-ledelsens melding om, at Socialdemokratiet ikke vil have andre partier med i en eventuel ny, S-ledet regering.

De radikales leder, Morten Østergaard, har meget rigtigt sagt, at S ikke bare kan tælle de radikale mandater med og se bort fra det politiske indhold for en ny regering.

Desværre har Morten Østergaard også sagt, at en S-regering skal gøre sig uafhængig af DF’s politik for at få radikal opbakning. Det er ikke klog tale, for det er ikke partinavne men det politiske indhold, der altid skal være afgørende, og virkeligheden er jo - selvom begge partier forsøger at skjule det - at radikale og DF har indgået flere afgørende forlig med hinanden. Netop fordi det politiske indhold har været i fokus.

Hvis man som social-liberalt midterparti vil operere og handle ud fra en styrkeposition, er det samtidig vigtigt, at man ikke udelukker samarbejdsmuligheder. Det er helt fint, at de radikale giver en forhandlingsleder-rolle til Mette Frederiksen (S) efter valget, men med det politiske opbrud i blokkene vil det være naturligt, hvis de radikale bagefter forhandler med Lars Løkke og de konservative - hvis ikke forhandlingen med S forløber tilfredsstillende.

Men denne, vigtige tilføjelse viger de radikale tilbage fra, og dermed bliver krudtet lidt vådt. R-ledelsen har forsømt at minde om, hvad der har været de radikales historiske rolle som midterparti og man har forsømt at huske medlemmerne på, at i forhold til økonomi, skat, reformbehov og EU står partiet tættere på V og K end på S.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland