Lokalt

Kandidat fik kæmpe overraskelse ved sidste valg: Så få stemmer fik ham i byrådet

- Selv om man står nederst på listen og regner med, man er med som fyld, skal man gøre sig klar over, der er en risiko for at komme ind.

Sådan siger Peter Mousten Vestergaard fra Jebjerg, og han ved, hvad han snakker om.

Han stillede i 2013 op for Dansk Folkeparti til kommunalvalget i Skive Kommune og havde bestemt ikke regnet med at blive valgt ind i byrådet.

Peter Mousten Vestergaard havde ikke brugt tid eller penge på at hænge valgplakater op og fik også et beskedent antal personlige stemmer.

74 vælgere satte kryds ud for Peter Mousten Vestergaards navn på stemmesedlen. Alligevel blev han til sin egen overraskelse valgt ind i byrådet.

- Det havde jeg absolut ikke regnet med. Men Preben Andersen fik et kanonvalg og trak os andre ind, forklarer Peter Mousten Ves­tergaard.

Han beskriver tiden i byrådet som »spændende og lærerig«, men at det også har krævet tid at vænne sig til byrådsarbejdet.

- Det har været et nyt kapitel i mit liv. Men det første år var svært. Vi nikkede ja til en masse ting, som var besluttet på forhånd, siger Peter Mousten Vestergaard, der er medlem af Børne- og Familieudvalget.

Forventer kanonvalg

Når han kigger tilbage på sit virke i byrådet, fremhæver Peter Mousten Vestergaard, at han har været med til at sikre, at en pulje til renovering af kommunens skolegårde blev forhøjet fra én til to millioner kroner ved budgettet for 2017.

Forventer du, at Dansk Folkeparti igen kan få fire mandater ved det kommende valg?

- Ja, det forventer jeg faktisk. Jeg tror, vi får et kanonvalg igen med minimum fire, gerne fem eller seks mandater, siger Peter Mousten Vestergaard.

Også selv om Erik Mortensen har forladt partiet?

- Ja, det tror jeg. Vi har et godt samarbejde med Erik Mortensen, og hvis han bliver valgt ind, forventer jeg, vi kan fortsætte samarbejdet.

Den 50-årige lokalpolitiker mener ikke, det er afgørende, hvem der får stemmerne i partiet.

- Vi er et hold. Om det er mig eller Preben Andersen, der trækker folk ind er lige meget. Sådan er spillets regler, siger han.

Til de nye kandidater, der stiller op til kommunalvalget 21. november, har Peter Mousten Vestergaard følgende gode råd:

- Sørg for at have baglandet på plads, og her tænker jeg på familie og arbejdsgiver. Orientér dem om, at der er en risiko for at blive valgt. Byrådsarbejdet sluger en del tid, da der er møder med jævne mellemrum.

- Det har været et nyt kapitel i mit liv, siger Peter Mousten Ves­tergaard (DF) om at blive valgt til byrådet. Foto: Dansk Folkeparti
- Det har været et nyt kapitel i mit liv, siger Peter Mousten Ves­tergaard (DF) om at blive valgt til byrådet. Foto: Steen Don