Gå til hovedindhold
Erhverv

Kendt kosmetiker åbner ny klinik: »Jeg kunne ikke undvære mit fag«

30-08-2020 KL. 14:08
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I en alder af 29 år åbner Barbara Siblini nu for anden gang egen virksomhed.

Hun er uddannet statsanerkendt kosmetiker og tog sin uddannelse på Style & Wellness College i Aalborg tilbage i 2011.

I Frederiksgade i Skive har hun tidligere drevet klinikken Wellness by Siblini. Men som meget ung havde hun brug for at prøve kræfter med andre fag.

Men den unge skibonit er så glad for at arbejde inden for skønhed og wellness, at hun hurtigt vendte tilbage til branchen.

Og nu åbner hun klinikken »Kosmetiker Barbara Siblini« på Frederiksdal Allé 82, hvor hun bor sammen med sin familie.

- Min tidligere klinik i Frederiksgade åbnede jeg, da jeg var nyudlært og havde den i omkring tre år, inden jeg solgte den, fortæller Barbara Siblini.

Et dengang nødvendigt valg som har båret hende i den rigtige retning:

- Jeg var så ung og skulle simpelthen ud at prøve noget andet. På de år jeg var væk fra branchen, fandt jeg så ud af, at jeg simpelthen ikke kunne undvære mit fag, kundekontakten og det at arbejde med hud og skønhedspleje. Jeg var egentlig på min rette hylde, men skulle lige ud at gøre mig nogle erfaringer, før jeg fandt ud af, at jeg var i gang med det helt rigtige, fortæller Barbara Siblini, der er vokset op i Skive.

Hun understreger, at »Kosmetiker Barbara Siblini« er en helt ny klinik. Og hun glæder sig over den indsats, hendes kæreste har ydet, for at hun endelig kan åbne sin klinik:

- Min kæreste er tømrer og har derfor lavet en super fin klinik, med egen indgang og ny stor parkeringsplads. Da jeg rigtig gerne ville tilbage til branchen efter endt barsel med vores datter Nora, valgte jeg, at det mest optimale ville være at starte en klinik op i vores hjem. Vi har pladsen til det, 40 kvadratmeter med egen indgang.

Skoleopholdet i Aalborg blev suppleret med en lokal læreplads hos Boutique Fleurance i Skive. Siden har Barbara Siblini udvidet sine faglige kompetencer yderligere ved at uddanne sig til vippetekniker og negletekniker.

- Selvom jeg havde nogle år væk fra branchen, kom jeg tilbage til branchen i 2018, hvor jeg arbejdede som kosmetiker i Holstebro. Hos »Kosmetiker Barbara Siblini« udfører jeg alt inden for ansigtsbehandlinger med frugtsyrer samt diamantslib. Derudover tilbyder jeg Shellac- behandlinger, pedicure, voksbehandlinger, Lash Lift, vipper & bryn samt makeup, fortæller Barbara Siblini.

Hun glæder sig til at modtage sine første kunder, når hun tirsdag den 1. september inviterer indenfor hos »Kosmetiker Barbara Siblini«. Hun glæder sig også over den fleksibilitet, hun med en klinik på privatadressen vil kunne tilbyde:

- At min klinik ligger i mit hjem gør, at jeg kan være mere fleksibel i forhold til de kunder, der ikke har mulighed for at komme i dagtimerne. Der kan man godt lave en speciel aftale med mig, varsler den nye klinikejer.

Den fleksibilitet over for kunderne øger også fleksibiliteten over for familien, mener Barbara Siblini. Om beslutningen om netop at blive selvstændig på privatadressen siger hun:

- Det er også meget vigtigt for mig, at jeg selv kan tilrettelægge min tid således, at jeg kan være mest muligt sammen med min datter, mens hun stadig er lille.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland