Lokalt

Kirkegaard havde håbet på regional genåbning

Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) er overrasket over, at regeringen torsdag aften valgte at forlænge corona-rstriktoner til udløbet af februar.

Men han accepterer beslutningen.

- Men med den viden, vi har som almindelige borgere, er det svært ikke have tillid til de anbefalinger sundhedsmyndighederne kommer med, siger Peder Christian Kirkegaard.

Torsdag luftede andre borgmestre blandt andet ønske om, at regeringen ville se på mulighed for at lempe restriktioner lokalt, hvor smittetrykket er lavt. Viborg-borgmester Ulrik Vilbek (V) skrev på Facebook blandt andet dette:

»I Viborg kommune har vi de sidste 10 dage ligget mellem 2 og 5 dagligt smittede. Indlæggelsestallene falder, dødstallene falder heldigvis markant og både smitteprocenten og kontakttallet er faldet.

Alt i alt ser vi tal, vi ikke har oplevet siden september, hvor vores samfund var næsten åbent.

Det får sikkert andre end mig til at fundere over, om vi ikke er kommet dertil, hvor vi så småt kan genåbne Danmark. Vores børn og unge trænger i den grad til at komme i gang igen, og man kunne måske allerede nu åbne for de små klasser.«

Elever i 0. til 4. klasse kan måske snart komme i skole igen. Regeringen har bedt eksperter regne på risikoen og forventer at kunne melde ud først i næste uge, om elever i 0. 4. klasser kan komme i skole igen, før andre restriktioner lempes.

Om de regionale forskelle siger Peder Christian Kirkegaard:

- Jeg havde dog håbet på, at man havde set på de store regionale forskelle, der er, og på den baggrund havde startet en gradvis åbning i dele af landet. Der er jo meget stor forskel på smittetallene omkring hovedstaden og så vest for Storebælt.

Peder Christian Kirkegaard er bekymret for virksomheder, der nu fortsat og mindst til udgangen af februar må holde lukket.

- Den fortsatte totale nedlukning af butikker, restauranter og udvalgte erhverv kræver her og nu-handling fra regeringen. De nuværende kompensations-beløb er langt fra tilstrækkelige. Små selvstændige skal ikke stå med en så stor regning betalt af egen lomme for at de skal være tvangsnedlukket, mener Peder Christian Kirkegaard.