Lokalt

Klaus ventede i to timer i sovepose foran frisør-salon: Jeg ville være den første

Normalt er det kæmpe fødselsdags- eller åbningstilbud, der kan få folk til at ligge i kø i flere timer, inden butikken åbner.

Men mindre kan også gøre det for Klaus Jørgensen fra Hem.

Tirsdag morgen var han ikke blevet klippet siden den 21. december sidste år, og han var ved at være så træt af sit lange hår, at han havde taget sin sovepose med og lå klar foran Salon-Salon allerede klokken seks om morgenen.

- Jeg ville være den første, men jeg må erkende, at det var rigtig koldt for mit venstre øre. Men det var også lidt hyggeligt, for der var mange, der kom forbi og sagde godmorgen, mens jeg lå der, lød det fra Klaus Jørgensen.

Klaus Jørgensen blev også den første, der kom i stolen hos Salon-Salon, og han kunne ikke vente en dag eller to mere med at blive klippet.

- Jeg plejer at blive klippet hver måned, og jeg har ikke haft så langt hår siden engang i 1980´erne. Jeg havde helt opgivet at sætte det, og den seneste tid har jeg bare taget vand i håret og trukket det bagud, fortalte Klaus Jørgensen.

Allerede få minutter efter klokken otte var der nærmest fyldt op med ventende kunder i salonen.

- Hos os kører vi uden tidsbestilling, så vi kan nok ikke undgå kø på sådan en åbningsdag. Men vi åbnede en time tidligere, så vi kunne komme blødt i gang, og hvis der er behov for, at vi skal blive en time eller to ekstra i aften, så gør vi gerne det, lød det fra Kathrine Strandgaard, der tirsdag havde fået ansvaret for salonen.

Klaus Jørgensen var tydeligvis en lettet mand, da han igen kunne forlade salonen.

- De seneste måneder har været forfærdelige, og jeg kunne næsten ikke genkende mig selv til sidst. Det her føles som om, at jeg bliver genfødt, sagde Klaus Jørgensen.

Efter næsten fire måneder uden klipning var Klaus Jørgensen fra Hem den første, der tirsdag morgen lod håret falde hos Salon-Salon i Nørregade. Han havde ventet i sovepose siden klokken seks.  Foto: Lindy Jørgensen