Gå til hovedindhold
Lokalt

Knud Bjerre er ny direktør for KCL

18-02-2019 KL. 16:15
Empty

Knud Bjerre er fra april ny administrerende direktør for Kulturcenter Limfjord (KCL) i Skive. Arkivfoto: Peter Bak

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En kendt skibonit, 51-årige Knud Bjerre, er fra april ny direktør for Kulturcenter Limfjord (KCL) i Skive.

Han har tidligere stået for den kulturelle del af KCL, men vender nu altså tilbage som administrerende direktør for hele kulturcentret.

Det betyder, at processen med at finde Bent Mølgaards efterfølger nu er slut. Ikke færre end 66 søgte stillingen, og efter en grundig proces er det en enig bestyrelse, der har valgt Knud Bjerre som ny direktør.

- Knud Bjerre har stor erfaring og gode resultater i forhold til at stå i spidsen for KCL. Bestyrelsen har valgt ham, fordi vi mener, Knud Bjerre er den, der kan videreføre og videreudvikle KCL som egnens kulturelle og sportslige fyrtårn. Vi glæder os til samarbejdet med Knud og til - sammen med de mange dygtige medarbejdere i KCL - at tage kulturcentret videre på rejsen til gavn for Skive og opland.

Det siger formand for bestyrelsen for den erhvervsdrivende fond bag KCL, Ann Østergaard.

- Konkurrencen mellem kulturudbuddene er stor i vores landsdel, og vi vil med valget af Knud Bjerre sikre, at Skive fortsat er på det kulturelle landkort, tilføjer formanden.

Knud Bjerre forpagter i dag Skive Theater, men vil fremover helt hellige sig udviklingen af KCL.

Derfor opsiges forpagtningsaftalen med Skive Kommune, ligesom Knud Bjerre vil anmode byrådet om at træde ud af byrådet, hvor han i dag er Skive-Listens medlem af kultur- og fritidsudvalget og formand for byudviklingsudvalget.

- Efter 13 gode år i Skive Theater, hvor teateret har gennemgået en stor udvikling, er det naturligvis vemodigt at sige farvel. Men KCL er med sine 21.000 kvadratmeter under ét tag uden tvivl egnens største kulturelle fyrtårn. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at det var tid til at søge nye udfordringer, siger Knud Bjerre.

Han tilføjer:

- Jeg er utrolig glad for, at bestyrelsen valgte mig som den, der skal skabe endnu mere liv i de fantastiske rammer, som KCL råder over, og jeg glæder mig enormt til opgaven. Jeg ser frem til at være med til at gøre en forskel for de 500.000 årlige gæster samt til samarbejdet med sponsorerne og de mange interessenter, siger Knud Bjerre.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland