Debat

Knud Bjerres visioner

Torsdag var der et møde i Teatersalen Skive. Her deltog Knud Bjerre (KB) i panelet, og han understregede, at Skive-Listen var hele kommunens parti og ikke bare Skive bys.

Jeg har så lige læst hans læserbrev i Skive Folkeblad lørdag. Her remser han alle sine visioner op, de er mange, det er faktisk alle dem, der er i gang, og de er alle i Skive By.

KB forstår ikke, hvorfor projekterne ikke allerede er udført. Det er ikke, fordi jeg synes det nuværende byråd er specielt dygtigt, men det byråd, der var, da KB var medlem var nærmest en katastrofe.

Det var med KB’s medstifter af Skive-Listen Per Jespersen som borgmes­ter, de belånte Skive Kommune så voldsomt, at det blev en klods om benet. Da vi så oven i det måtte opleve en økonomisk krise, så var kommunen stort set handlingslammet. Nu er krisen overstået, men det gamle lån belaster os stadig.

Ser vi på de projekter, han nævner, så nævner han slagterigrunden. Det er rigtigt, den skæmmer byen.

KB ville for længst have købt grunden og lavet et eller andet på den.

Den har hele tiden været for dyr, og skulle vi have købt den for 10 år siden, så skulle vi have lånt pengene, men det har de herrer KB og PJ jo vist, at det er sådan de gør. På den måde er de jo meget dynamiske, men løber fra regningerne.

Big Blue 2040 er et meget stort projekt. Det kan indtil videre ikke gennemføres, fordi det mangler godkendelser fra Christiansborg. KB vil altså stoppe flere penge i projektet, selv om det indtil videre må betragtes som et luftkastel.

KB, jeg er nødt til at fortælle dig, at det at lede en kommune ikke er det samme som at lede en festival, man tager ikke bare telefonen og ringer rundt og laver aftaler, og man har ingen underskudsgaranti.

Man har derimod et stort ansvar for borgernes surt tjente penge og her er jeg overbevist om, at både du og din makker PJ falder igennem. Hold dig til festivaler!

Skive Kommune skal have vækst. Det har vi i Det konservative Folkeparti drøftet meget, og vi er enige om, at der skal satses på arbejdspladser.

Her har vi nogle ideer, men vil gerne i det nye byråd være med til at samle alle ideer, og så være med til at udvælge de bedste, da vi ikke har muskler til at brede os. Så bliver alting halvgjort.

Vi kan konstatere, at Herning, Holstebro og Viborg er kommet hurtigere ud af starthullerne efter krisen, end Skive er, men de har også en meget større motor i form af mange flere arbejdspladser og så har de ikke haft et bystyre der har gældsat deres kommune til op over skorstenen.

Husk fuglene flokkes om foderbrættet hvor der er noget at leve af, det samme gør mennesker. Stem Konservativ. Vi er et ansvarligt team, der traditionelt samarbejder med erhvervslivet om vækst.

Carl Eiler Carlsen,

Durupvej 33 B,

Glyngøre,

7870 Roslev