Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Kongehus og balancekunst

23-01-2020 KL. 22:00
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mens det britiske kongehus jævnligt hjemsøges af skandaler, strid og opsigtsvækkende dramaer, er der heldigvis en anden ro og balance omkring monarkiet her i kongeriget.

Anført med sikker hånd af Dronning Margrethe er der godt styr på sagerne, og monarkiet har ifølge meningsmålinger en meget stor opbakning med støtte fra 70-80 procent af danskerne. Det er ingen selvfølge. Personer spiller en afgørende rolle. Dronning Margrethe har øget støtten til monarkiet. Det kunne nøgternt vurderet være gået ganske anderledes, hvis ikke der var kommet den grundlovsændring, som gjorde det muligt, at Danmark fik en dronning Margrethe i stedet for en kong Knud.

Som det er fremgået af den fine tv-serie om Frederik den 9. er det vigtigt med en sikker hånd hos regenten. Også i et system som det danske, hvor de politiske beslutninger ligger hos regering og Folketing, er der alligevel brug for at træffe kloge valg i kongehuset. Og som hovedregel går det virkelig godt. Derfor huskes det også, når der sker åbenlyse fejl - som da kronprins Frederik som deltager i Den Olympiske Komités ledelse gik imod den danske regerings holdning i en sag om udelukkelse af Rusland. Det var et kiks.

Aktuelt er der så kommet et eksempel, hvor kronprinsparret - og dets rådgivere - forlængst skulle have handlet anderledes. Her tænkes på den nyhed som parret gav tidligere på måneden om, at de for 10 år siden har købt et hus i Verbier i Schweiz. Det er for det første meget længe, at holde den nyhed tilbage - og det giver nærmest indtryk af, at der var noget at skjule, selvom kongefamilien også i Danmark og Frankrig selv ejer ejendomme/slotte. Samtidig vakte det med rette opsigt, at kronprinsparret drev udlejningsforretning af huset. Det blev så stoppet med fremtidig virkning - og det var også en rigtig beslutning, hvis kongehusets balancekunst skal holdes. Derudover kunne der ved udlejning være en sikkerhedsrisiko, og også derfor er det klogt, at kronprinsparret ikke mere går i »Airbnb« eller andre udlejningstanker.

Balancekunst er for en kongefamilie både at være folkelig og i øjenhøjde - og at være noget ganske særligt. Der skal være et fortløbende tillidsforhold mellem borgere og kongehus. Dronning Margrethe har med stor popularitet og pligtfølelse levet op til dette, og der er alt mulig grund til at forvente, at kronprinsparret også »leverer«, når deres tid kommer.

Der er på mange områder stor åbenhed om kongehusets virke, og det er positivt og nødvendigt. I en gensidig balance mellem kongehus og befolkning skal der også være plads til privatlivets fred hos kongefamilien. Men som Berlingske skrev forleden, skal man »ikke sætte de kongelige i guldbur«. Der er grund til rose en stadig mere åben linje i kongehuset - der så også må leve med, at der kan komme kritik. Sådan er livet - også i et monarki.

Danmark er meget langt fra britiske tilstande. Det er der grund til at være særdeles tilfreds med!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland