Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Konservativt regeringsparti får knap hver anden polske stemme

27-05-2019 KL. 13:25
Jaroslaw Kaczynski, lederen af regeringspartiet Lov- og Retfærdighedspartiet, afgiver her sin stemme ved søndagens europaparlamentsvalg i Polen. Det blev til en stor sejr til hans parti.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Polens nationalkonservative regeringsparti, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), har sikret sig en imponerende sejr ved europaparlamentsvalget og er for første gang nogensinde blevet landets største i EU.

Det står klart mandag, efter at over 99 procent af Polens stemmer er talt op.

PiS står til at få 45,56 procent af stemmerne. Det giver partiet 27 ud af Polens i alt 51 pladser i EU-Parlamentet.

Det polske regeringsparti forsøger at fremme polsk patriotisme og traditionelle katolske værdier. Det har tidligere været i store opgør med EU - blandt andet på grund af en reform af landets retssystem.

Partiets leder, Jaroslaw Kaczynski, glæder sig over valgsejren.

Hans fokus er dog også allerede rettet mod det polske parlamentsvalg, der finder sted senere i 2019.

- Vi vandt, og resultatet bør give os motivation til én ting: At arbejde hårdt frem mod parlamentsvalget i efteråret, siger Jaroslaw Kaczynski.

Søndagens gode valgresultat tyder på, at PiS formentlig går et godt parlamentsvalg i møde i det østeuropæiske land.

- Det er en imponerende sejr for Lov- og Retfærdighedspartiet, når man ser på det antal kriser, der kunne have skadet partiets image, og når man tænker på, at vælgerne har haft fire år med partiet ved magten, siger Jacek Kucharczyk, der er leder i en polsk tænketank.

En dokumentarfilm om katolske præsters seksuelle overgreb mod børn har blandt andet vakt stor vrede i den polske befolkning.

Filmen blev offentliggjort på YouTube tidligere i maj.

Men skal man tolke på søndagens valg, så har episoden tilsyneladende ikke skræmt særlig mange vælgere væk fra det katolske regeringsparti.

På europæisk plan er det især grønne partier og nationalistiske partier, der har oplevet fremgang ved det netop afholdte europaparlamentsvalg.

/ritzau/AFP

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland