Ritzau Indland

Køreskoler er klar til at afvikle pukkel af elever

Landets køreskoler er klar med nysprittede biler og teorilokaler, når de igen åbner for elever tirsdag.

Det fortæller Bent Grue, som er landsformand for Dansk Kørelærer-Union og ejer af Grues Køreskole i Kalundborg.

- Det har været en lang sej periode. Fra Dansk Kørelære-Unions side kan jeg sige, at kørelærerne hungrer efter at komme i gang igen. Alle er super klar til i dag, siger han.

- Vi har glædet os siden december. Vi er som små glade påskelam, der skal på græs. Vi glæder os rigtigt meget efter en lang nedlukningsperiode, siger han.

Køreskolerne åbner tirsdag sammen med resten af det liberale erhverv - herunder frisører og tatovører.

Siden december har skolerne været lukket for både undervisning, teori- og køreprøver.

Det har skabt en pukkel af tusindvis af elever, som mangler at få taget den afsluttende køreprøve.

Det fortæller Bent Grue, som efter et møde med Rigspolitiet kan berette, at mellem 10.000 og 12.000 prøver blev aflyst under nedlukningen.

- Der er et ansvar fra politiets side at få lagt det antal prøver ud, som vi skal bruge. Rigspolitiet har sagt, at det har høj prioritet. Nu er det op til politikredsene selv at få det antal prøver ud, der mangler i landet, siger Bent Grue.

Eleverne skal fremvise et coronapas inden undervisningens start. Det betyder, at de skal have negativ test, der er op til 72 timer gammel, have været smittet inden for de sidste 12 uger eller være vaccineret.

/ritzau/

Fra tirsdag åbner landets køreskoler efter at have været lukket siden december. Eleverne skal ankomme med mundbind eller visir, og de skal fremvise en negativ coronatest ved indgang til teorilokalerne. (Arkivfoto).