Gå til hovedindhold
Avisen Mener

LA - Sidste mand lukker og slukker...

12-02-2020 KL. 11:05
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der er dømt fortsat nedtur med tendens til opløsning hos Liberal Alliance.

Nedturen har stået på længe, og der synes ikke at være tegn på redning. Et på mange måder forfriskende liberalt initiativ er blevet kørt helt ad sporet. Som deltager i Lars Løkke Rasmussens regering blev Liberal Alliance en belastende oplevelse med ultimative krav og manglende politisk fornemmelse. Vælgernes reaktion var kontant. LA gik fra 13 til fire mandater, og efter valget sagde en af partistifterne - Simon Emil Ammitzbøll Bille - farvel og ikke tak. Så var der tre tilbage i folketingsgruppen, og de er ikke særskilt enige...

Anders Samuelsen blev slet ikke genvalgt ved valget i juni, og han er færdig i politik. Ny leder er Alex Vanopslagh, der er valgt til Folketinget i Midt-og Vestjylland. På disse kanter gjorde han i valgkampen en ganske kompetent figur, men han er slet ikke brændt igennem på Christiansborg. Alligevel har Liberal Alliance nu planer om at gøre ham både til politisk leder på Christiansborg og til partiets landsformand - hvad det så skulle hjælpe! Allerede mandag aften blev Vanopslagh konstitueret som landsformand - og der lå et drama bag. Selvfølgelig. Leif Mikkelsen - »veteran« i partiet trak sig før tid som landsformand i protest mod en eksklusion fra partiet af Søren Kenner for partiskadelig kritik af ledelsen. Med andre ord: Det sejler i Liberal Alliance - og det er et godt gæt, at partiet senest ved næste valg er fortid i dansk politik.

Leif Mikkelsen er normalt en besindig mand, men han fik altså også nok af de kaotiske forhold i Liberal Alliance. Hovedbestyrelsen har tidligere afvist at ekskludere folketingsmedlem Henrik Dahl, der i høj grad også har kritiseret ledelsen. Men Søren Kenner fik altså det røde kort. Det kritiseres af en af partiets støtter, pengemanden Lars Seier Christensen. Han har talt om »forfald« i partiet. Der synes heller ikke at være højt til loftet i forhold til intern debat, og i den lille folketingsgruppe er det svært at se, om man satser på at være liberale eller nationalkonservative.

Vælgernedtur, ledende medlemmer der går selv og andre der bliver ekskluderet og åbenlys intern uenighed er en giftig cocktail for et politisk parti. Liberal Alliance er på en katastrofekurs. Om godt halvandet år er der kommunalvalg, og det vil formentlig blive den næste valgkatastrofe for partiet. Mange steder i landet - blandt andet på Skiveegnen - synes der at være helt stille om partiet.

Det er muligt at partiet stadig eksisterer ved næste folketingsvalg, og at det stiller op, men det ligner en ulige kamp mod spærregrænsen. Den seneste uro vil yderligere mindske vælgernes lyst til at støtte partiet. Det vil så øge stemmespildet blandt de borgerlige partier, men det kan jo også tænkes, at vælgerne vil mindske dette ved at uendelig få stemmer på partiet.

Der kan selvfølgelig ske meget i politik - men lige nu kan det ikke skjules, at Liberal Alliance ligner et parti med opløsnings-tendenser, hvor sidste mand m/k lukker og slukker...

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland