Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Lækket video får borgmesterkandidat i Paris til at trække sig

14-02-2020 KL. 18:35
Kandidat til posten som borgmester i Paris for præsident Macrons parti, La Republique en Marche (LREM), har trukket sig på grund af en læk, der angiveligt viser beskeder fra ham til en kvinde, der ikke er hans hustru.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En nær allieret af den franske præsident, Emmanuel Macron, har trukket sig som kandidat til borgmesterposten i Paris.

I en kort meddelelse på fransk tv fredag siger Benjamin Griveaux, at han ikke ønsker at udsætte sin familie og sig selv for mere, "når alle angreb tillades".

En video, der angiveligt indeholder beskeder sendt fra Griveaux til en ikke identificeret kvinde, blev torsdag lækket på nettet.

Griveaux, der er gift og har to børn, betegner det lækkede materiale som "et afskyeligt angreb på mit privatliv".

Han har tidligere været regeringstalsmand og er Macrons foretrukne kandidat til borgmesterposten i den franske hovedstad. Sidste år trådte han tilbage fra en ministerpost for at kunne stille op ved lokalvalget i Paris.

I Frankrig er der en tradition for at skelne mellem politikeres privatliv og deres politiske rolle.

Derfor har både hans allierede og hans politiske modstandere reageret vredt over lækket.

Den siddende borgmester i Paris, Anne Hidalgo, opfordrer alle til at respektere privatlivets fred.

- Det her er tydeligvis ikke værdigt for den demokratiske debat, som vi kunne have, siger hun.

Heller ikke venstrefløjsleder Jean-Luc Mélenchon bryder sig om lækket.

- Vi må afvise den voyeuristiske ødelæggelse af vort lands politiske liv, skriver han på Twitter.

Også i partiet National Samling, der tidligere hed Front National, er der forargelse.

- Vi er ikke i USA, siger Sebastien Chenu fra højrefløjspartiet. Han opfordrer til at have "vandtætte" skel mellem privatliv og politisk liv.

Den russiske provokunstner Pjotr Pavlenskij, der har fået asyl i Frankrig, siger, at han har lækket videoen med Griveaux' beskeder.

Angiveligt for at udstille kandidatens "hykleri".

- Han nævner konstant familieværdier og siger, at han vil være familiernes borgmester, og han nævner altid sin kone og sine børn. Men han gør det modsatte, forklarer kunstneren i et interview med avisen Libération.

Pavlenskij har tidligere vakt opmærksomhed ved at sætte ild til en fransk bank på Bastillepladsen og til efterretningstjenesten FSB's kontor i Moskva.

/ritzau/dpa

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland