Sport

Landsby-stadion skifter navn: Opkaldes efter hovedsponsor

Vridsted Idrætsforenings hovedsponsor, Sparekassen Vendsyssel, har ikke ligefrem trukket sparekniven på sit sponsorat af klubben denne gang. Tværtimod.

- Vi har valgt at udvide vores sponsorat med Vridsted Idrætsforening ved at få vores Sparekasse på stadionnavnet. Det er vigtigt for os at være synlig i lokalsamfundet, og Vridsted Idrætsforening er en velfungerende forening, hvor der tilbydes aktiviteter for hele familien, lyder begrundelsen fra afdelingsdirektør Lars Bjerre i Sparekassen Vendsyssel.

Dermed vil »Sparekassen Vendsyssel Arena« fremover være det officielle navn på Vridsted Stadion, og det vil visuelt blive markeret med et flot skilt ved indgangen til stadion.

Glæder sig

Henrik Lynnerup fra sponsorudvalget i Vridsted IF glæder sig over, at pengeinstituttet har været med på idéen.

- Vi er rigtig stolte over, at Sparekassen Vendsyssel var så positive overfor idéen, men det er et billede, vi ser fra alle vores sponsorer, nemlig at Vridsted IF er en velfungerende forening. Vi har et godt samarbejde med vores sponsorer, og der kommer flere til, så det må jo betyde, at man ser Vridsted Idrætsforening som en forening, man gerne vil bakke op om, siger Henrik Lynnerup.

Stor check

Også et andet sted har en af klubbens sponsorer bogstaveligt talt givet den gas, da OK Benzin og Dagli’ Brugsen i Sjørup har sendt Vridsted IF en stor check på næsten 20.000 kroner.

- Foreningens medlemmer, brugere og lokalsamfundet har ved køb af brændstof og produkter hos OK indbragt helt præcist 19.979,83 kroner, og vi er gladeligt forpligtet til at sørge for, at pengene bliver brugt rigtigt. De skal selvfølgelig investeres i vores medlemmer og især de frivillige personer, der hver dag bruger deres energi på at inspirere og guide vores medlemmer og brugere, siger formand Ann Witte Rasmussen.

Dagli’ Brugsen i Sjørup med uddeler John Østergaard i spidsen har støttet foreningen med cirka en tredjedel af beløbet.

Privatfoto