Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Lars Larsen - erhvervslivets Kim Larsen

20-08-2019 KL. 10:43
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I en tid hvor grådighed - herunder hvidvask - har været et smerteligt element at betragte i en lille del af erhvervslivet, har Lars Larsen og Jysk-kæden fremstået som en virksomhed byggende på sunde værdier af den slags, som vækker ægte beundring og glæde.

Ved Lars Larsens død er det værd at mindes hans fantastiske erhvervseventyr, som begyndte i H.C. Andersens land, men bredte sig til 52 lande med i alt omkring 2800 butikker. En enestående bedrift. Det begyndte i 1979 med en enkelt butik i Aarhus - og siden gik det stærkt. Og Lars Larsen blev berømt, da han kastede sig selv ind i markedsføringen af Jysk - der i starten hed Jysk Sengetøjslager med det velkendte slogan: »Go’daw, jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig!«. Meget enkelt budskab - med stor effekt. Lars Larsen var en købmand, som vidste, at ved en god handel skal både sælger og køber være tilfreds.

Livshistorien skabte også respekt om Lars Larsen. Hans far døde kort før Lars blev født, og moderen stod alene med ham og tre ældre søskende. Han havde flere fritidsjob under opvæksten i Thy, lærte at bestille noget, blev gardinmontør og senere afdelingsleder for dyner og madrasser - og det skabte en idé hos ham om at blive selvstændig.

Lars Larsen så rigtigt, satsede klogt og blev velfortjent belønnet. Han var stærk til at reducere omkostninger, motivere medarbejdere og finde nye markeder for kæden.

Han var også en folkelig erhvervsleder. Han var særdeles synlig for danskerne - og populær. Han var stolt over at drive en dansk virksomhed, og han var ikke optaget af at komme i skattely. - Jeg elsker at betale skat, lød hans budskab i 2018, hvor han fik Den Berlingske Fonds Hæderspris. Og han mente, at det var »fantastisk at drive virksomhed i Danmark«. Og som detailekspert Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia, i går sagde til jp.dk:

- Jeg vil kalde ham erhvervslivets svar på den folkekære sanger Kim Larsen. Lars Larsen appellerede også i øjenhøjde til os alle.

Og som Kim Larsen tjente godt på musikalske evner, tjente Lars Larsen vildt imponerende godt på købmandsevner - og for både den ene og den anden Larsen er det karakteristisk, at danskerne ikke mødte dem med smålig misundelse. For begges vedkommende var der en anerkendelse af deres talent og indsats og folkelighed.

Udover Jysk kom mange flere selskaber efterhånden til - nogle med større succes end andre - men hele tiden med øje for vækst og udvikling. Og Lars Larsens livsværk lever videre i familien. Sønnen Jacob Brunsborg blev i forsommeren bestyrelsesformand, da det stod klart, at Lars Larsens sygdom var alvorlig. Og den samlede koncern fortsætter som familiejet.

Det er ud fra enhver målestok fantastisk imponerende, hvad Lars Larsen og Jysk har præsteret på bare 40 år. I fjor var omsætningen 31,6 milliarder, og resultatet før skat på 3,6 milliarder.

Det var også typisk og folkeligt, at Lars Larsen mente, at alle danskere skulle kende historien bag Jysk, så bogen om ham og virksomheden blev sendt ud til alle danske husstande, og dermed blev det den bog, der har haft det største oplag! Forhåbentlig er fortællingen om Lars Larsen og Jysk med til at inspirere andre til iværksætteri og erhvervsindsats. Tak, Larsen!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel 13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel

Lokalt

Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland