Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Lars Løkke kan blive fristet af lynvalg

25-07-2018 KL. 13:37
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Folketingsvalget skal holdes inden 18. juni næste år, for der må - ifølge grundloven - ikke gå mere end fire år mellem folketingsvalg. Det vil statsministeren naturligvis overholde. Men det er alene op til Lars Løkke Rasmussen at bestemme valgdatoen, og i disse dage må et lynvalg i september eller oktober indgå i hans overvejelser.

Når statsministeren - og statsministeren alene - bestemmer valgdatoen, så er det indlysende, at det afgørende er chancen for at fortsætte som regeringschef. Politik handler i høj grad om timing, og netop en valgdato handler i høj grad om den rette timing for en statsminister, der samtidig har mulighed for at overraske oppositionen med en uventet valgudskrivelse.

Hvad taler for et lynvalg i september eller oktober?

Længe har meningsmålingerne vist vanskeligheder for Lars Løkke med at få et flertal til at pege på ham, og det har mange steder skabt forventning om, at et folketingsvalg først vil komme i 2019. Men i denne uge kom en »YouGov« måling, der gav flertal til den såkaldte blå blok, der vil pege på genvalg af Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det var blandt andet en opbakning på 4,6 procent til partiet »Nye Borgerlige«, der gav flertal bag Lars Løkke Rasmussen. Hvis nye målinger i den kommende måned viser tilsvarende tendenser, eller noget, der ligner dødt løb om regeringsmagten, vil Løkke blive fristet til at udskrive valg til afholdelse i september eller oktober.

For et valg i september eller oktober taler også, at regeringen kan bruge finanslovforslaget for 2019 som afsæt til valgkampen. Finansminister Kristian Jensen (V) har allerede varslet vækst i de offentlige udgifter, så der vil blive gaver til borgerne i finanslovforslaget, som fremsættes her i august. Og med forventet uenighed i den blå blok mellem især DF og Liberal Alliance om, hvor der skal bruges flere penge, kan det være fristende for Løkke at tage valget inden et langvarigt forhandlingsforløb om 2019-finansloven går i gang hen over efteråret.

Statsministeren kan også vælge Folketingets åbning som dagen, hvor han - som afslutning på åbningstalen - udskriver valget. Så har han i første omgang »scenen« for sig selv med åbningstalen, og det vil være et fristende afsæt for valgkampen. Men igen vil det i høj grad afhænge af, om meningsmålinger tyder på genvalg til Lars Løkke.

Et efterårsvalg kan også friste statsministeren, fordi oppositionen lige nu fremstår meget splittet. Alternativet vil ikke pege på Mette Frederiksen (S), og de radikale kræver indflydelse på den politiske kurs for at gøre S-formanden til statsminister. Og Enhedslisten er under visse betingelser parat til at vælte en fremtidig S-regering.

Der er også uro i den borgerlige lejr, men Løkke kan leve med, at DF vil i en V-ledet regering uden LA, så længe han ved, at LA ikke vil pege på Mette Frederiksen som statsminister. Og i øvrigt vil Venstre formentlig afvise »bogstavleg« om regeringsdeltagere til efter valget.

At flere Venstre-ministre har markeret sig i sommerferien kan Løkke også bruge som afsæt til det lynvalg, som i hvert fald tegner sig som en mulighed - og som kan blive en realitet, hvis Løkke føler, at nu skal det være.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland