Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Leder: Ellemann og Støjberg på banen

04-09-2019 KL. 11:31
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Så kom der officielt kandidater på banen i Venstre - både til formandsposten og næstformandsposten.

Og i forhold til at score vælgere ligner det ligner på forhånd en stærk alliance i spidsen af partiet, at Jakob Ellemann-Jensen byder sig til som formand, og at Inger Støjberg byder sig til som næstformand. De er forskellige, men det kan blive en styrke i forhold til at favne bredt - og så stoler de på hinanden og har vist, at de kan samarbejde.

Lige siden 2014 har det været tydeligt, at der var elendig kemi mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Den slags skaber uro i et parti, og det ender med et brag. Sådan gik det i weekenden. Og nu vil der helt naturligt i Venstre være et ønske om at slippe for personopgør, fløjkrig og uro. Det er også et ønske, som andre end Venstrefolk bør dele. Danmark har brug for en stærk og arbejdsduelig opposition - uanset hvem der danner regering. Og S-regeringen har brug for et stærkt og konstruktivt borgerligt modspil, så den ikke føler sig sikker på genvalg på forhånd men skal arbejde for det.

Jakob Ellemann-Jensen kom allerede i aftes med markante politiske meldinger. Med ham som formand afvises Lars Løkkes tanker om en SV-regering. Med Mette Frederiksens afvisning af SV-muligheden efter valget og med hendes satsning på en aftale med blandt andre Enhedslisten, må det også konstateres, at SV-regeringen er en meget død sild i den politiske verden.

Samtidig fastslår Jakob Ellemann-Jensen omkring borgerligt samarbejde, at han ikke kommer til at acceptere ultimative krav fra andre partier - men at Venstre »ikke på forhånd vil afvise at samarbejde med nogen«. Skal Venstre have en chance for at genvinde regeringsmagten nytter det heller ikke, at man f. eks slet ikke vil tale med »Nye Borgerlige« - uanset de politiske forskelle. Mette Frederiksen taler og forhandler som bekendt også med tidligere kommunister og revolutions-romantikere i Enhedslisten...

Jakob Ellemann-Jensen blander sig ikke direkte i valget af Venstres næstformand, men forespurgt om Skive-kredsens Inger Støjberg som en mulighed, var der i aftes ingen vaklen hos ham. Han mente, at et Venstre med ham som formand og Støjberg som næstformand »vil favne bredere« end han kan alene, og han kaldte i Jyllands-Posten Støjberg for »et rigtigt godt bud« og »et stærkt kort« som næstformand.

I formiddag har Inger Støjberg så over for Skive Folkeblad meddelt, at hun stiller op til posten som Venstre-næstformand på partiets ekstraordinære landsmøde senere på måneden.

Hun støtter helhjertet Jakob Ellemann-Jensen som formand og om et muligt samarbejde mellem de to som formand og næstformand siger hun: - Vi er ikke ens. Vi ser ikke altid tingene på samme måde. Det er en styrke. Vi holder godt sammen, og vi stoler 100 procent på hinanden. Det har Venstre brug for.

Det giver mening, at Venstre som et stort, borgerligt parti satser på bredde,og en formand og næstformand der favner og rummer forskellige strømninger. Det forudsætter et stærkt og tillidsfuldt samarbejde. Det havde Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ikke. Der er grund til at tro, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg på helt anderledes vis kan levere et troværdigt samarbejde, og at Venstre meget hurtigt vil blive oplevet i arbejdstøjet og ikke som et parti med personopgør, magtbegær og fløjkrig.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland