Lokalt

Lokal butik med nyt initiativ: Nu kan du købe genbrugsguld på nettet

De frivillige hos Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Kåstrup har fundet på noget nyt under coronanedlukningen. Mange af de gode ting i butikken bliver nu sat til salg på Facebook, og ved at scrolle ned ad butikkens facebook-side kan finde alt fra sofaer til kurvemøbler, børnebøger, legoklodser og lysestager, der enten er sat til salg for en fast pris eller er udbudt på auktion. Den nye salgsmetode har været i gang siden torsdag, og indtil videre er der tilfreds hos en af de frivillige, Bror Arnfast, der står for netsalget.

- Det er gået vældig fint. Jeg har haft travlt, fortæller han.

Der er nemlig allerede solgt mange ting via Facebook-siden. Når man har fundet noget, man gerne vil købe, skal man bare ringe til Bror Arnfast, og så får man et kontonummer, pengene skal betales ind på. Man kan ikke betale med Mobilepay, for det er kun åbent, når kassen er åben, og kassen er kun åben, når butikken er åben. Og det må den ikke være under corona-nedlukningen.

- Når vi kan registrere, at pengene er gået ind, så kontakter jeg kunden og aftaler, hvornår det kan afhentes, og så får kunden varen i døren. Det, mener vi, er lovligt, siger han.

De mest almindelige genbrugsting får en fast pris, men er der nogle specielle lysestager eller en for eksempel en hel serie af børnebøgerne om Troldepus, så bliver de sat på en auktion med slutdato, og den med det højeste bud løber med varen. Når Bror Arnfast kører hen for at udlevere nogle af de solgte ting, tager han en stribe nye billeder i butikken, så der hele tiden er nye ting at vælge i mellem på Facebook-siden og folk får lyst til at kigge ind igen. Derfor vil han gerne lægge lidt arbejde i det.

- Det er med til at reklamere for vores butik, forklarer han.

Men reklamen er ikke den eneste grund til at lave netsalg, forklarer Mette Dahlgaard, der også er en af de koordinerende kræfter i genbrugsbutikken. På genbrugspladsen i Kåstrup er der nemlig et lokale, hvor folk kan sætte brugbare genbrugsting ind.

- Og vi har fået at vide, at der skal være åbent derind,, og derfor får vi stadig en masse ting ind, selvom butikken er lukket, forklarer hun.

I en tid, hvor vi ikke kan ret meget andet end at rydde op i gemmerne, kan det måske tilmed give lidt ekstra ting til genbrugsbutikken.

- Så vi forsøger at sælge noget af det på nettet, siger Mette Dahlgaard.

Butikken har dog lige nu så stort overskud af ting, at det har været nødvendigt også at opmagasinere i nogle lejede lokaler på Oddervej i Skive, som Nomi 4S har stillet til rådighed, indtil der igen kan åbnes for den almindelige handel i den meget populære genbrugsbutik i Kåstrup.

De klassiske Troldepus-bøger er sat på Facebook-auktion hos Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Kåstrup. Bøgerne ser ud til at være populære. Privatfoto
Det er alle mulige ting, der bliver sat til salg på genbrugsbutikkens facebookside, og selvom internet-salget kun har været i gang i få dage, så går salget allerede godt. Privatfoto