Gå til hovedindhold
Lokalt

Lokal eliteløber med i realityprogram: »Det var en rigtig sjov oplevelse«

08-05-2019 KL. 15:28
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Normalt plejer hun at se TV2-programmet Landmand søger kærlighed i fjernsynet.

Tanken om selv at deltage har aldrig strejfet hende. Ikke før en dag i slutningen af 2018.

TV2 søgte deltagere til en ny udgave af tv-programmet, hvor man møder tre landmænd i udlandet.

En af deltagerne er 29-årige Morten Larsen, som driver en olivenplantage i Portugal.

- Jeg så Mortens præsentationsvideo og tænkte, at jeg passede meget godt på det, han søgte i en kæreste. Der var også flere, der sagde, at jeg burde melde mig til det, siger 24-årige Sissel Møller.

Derfor optog hun en kort video med sig selv under en ferie i Spanien, hvor hendes forældre har et hus.

Den unge landmand var aldrig i tvivl om, at Sissel Møller skulle inviteres på en speed-date et stykke fra gården.

- Det ville heller ikke være underligt for mig at skulle flytte til Portugal. Jeg har før boet i Spanien og tit tænkt, at jeg gerne ville tilbage, fortæller den 24-årige deltager, der er født og opvokset i Skive.

Nu bor hun i Aarhus, hvor hun er løbecoach, kostvejleder og inden længe folkeskolelærer.

I slutningen af januar byttede hun livet som studerende ud med livet som reality-deltager.

God kemi

Nu tænker midtjyden tilbage på en god oplevelse, hvor hun har mødt søde personer.

Både de tre andre piger, der også blev inviteret på en speed-date - og Morten Larsen.

- Vi piger nåede jo at blive gode veninder undervejs, fordi vi var så meget sammen - og havde det samme at gå op i, fortæller Sissel Møller.

Og så fik hun et godt forhold til den kærlighedssøgende landmand undervejs i programmet.

- Vi talte godt sammen fra første gang, vi mødte hinanden til speed-daten, fortæller Sissel Møller.

Hun blev også valgt til at være en af de tre, der skulle med ham på gruppedate.

Morten Larsen havde tydeligvis ikke fået nok at den midtjyske kvinde, for han inviterede hende også til at flytte ind på gården som en af de sidste to kvinder.

Sport

Sissel Møller adskiller sig dog fra de andre deltagere på et helt særligt punkt.

Løb og træning har altid fyldt meget i den unge kvindes liv.

Og det skulle det fortsætte med, mens hun var i Portugal.

- Jeg havde fortalt i videoen, at jeg tager min træning meget seriøst - og til produktionen havde jeg sagt, at jeg ville have tid til at passe min træning, siger Sissel Møller.

Det blev dog ikke til særlig meget løb, for ved den første træning fik hun en skade, som hun døjede med resten af opholdet.

- Men jeg fik lov til at låne Mortens mountainbike, så jeg kunne bevæge mig lidt alligevel. Det var super sødt af ham, siger Sissel Møller.

Sjov oplevelse

Optagelserne er slut, og nu kan Sissel Møller tænke tilbage på en god oplevelse.

- Det har været rigtig sjovt at være med - og at se, hvordan sådan en tv-produktion fungerer, siger den 24-årige realitydeltager.

Alt i alt var det en meget intens oplevelse.

- Vi var jo noget længere væk hjemmefra, så vi havde ikke nær så lang tid at lære hinanden at kende i, uddyber Sissel Møller.

Der er indtil videre vist tre programmer af Landmand søger kærlighed - jorden rundt.

I de programmer har hun været på speed-date, gruppedate for tre af deltagerne - og til sidst flyttede hun ind på Morten Larsens gård sammen med en anden kvinde.

I løbet af få dage på gården skulle begge kvinder forsøge at lære Morten Larsen godt at kende.

Og til sidst skulle han beslutte, hvilken af pigerne han ville invitere med på en romantisk weekend.

Nysgerrige seere må dog vente med at få svar på, om det bliver Sissel Møller.

- Det kan jeg desværre ikke afsløre, lyder det.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland