Gå til hovedindhold
Lokalt

Lokal landmand fik grineflip i tv-debut: »Jeg har lidt ondt af hende«

26-09-2018 KL. 08:34
Empty

24-årige Niels Kjær Sørensen fra Nr. Søby håber, at han kan finde kærligheden i tv-programmet »Landmand søger kærlighed« Optagelserne begynder i slutningen af april. Foto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Den 25-årige landmand Niels Kjær Sørensen fra Nr. Søby fik tirsdag aften sin debut i tv2-programmet »Landmand søger kærlighed«.

Han så sin tv-debut sammen med sine to kammerater Christoffer og Søren.

De havde fundet nogle øl frem til lejligheden.

- Vi havde lavet et lille arrangement ud af det, for vi skulle jo se, om vi så godt nok ud på fjernsyn, lyder det fra Niels Kjær Sørensen.

Og Niels Kjær Sørensen trådte ind i programmet med et regulært grineflip.

Sammen med Christoffer og Søren gennemgik han alle de 78 breve og hilsner, som han havde fået fra interesserede kvinder.

Og da de til sidst så en hilsen fra en kvinde på iPad´en, brød de alle tre ud i højlydt latter.

- Jeg har lidt ondt af hende, fordi vi simpelthen ikke kunne stoppe med at grine. Men der var bare flere komiske ting ved den hilsen, så vi kunne ikke undgå at komme ud i sådan en situation. Hun var skåret fra en lidt udfordrende vinkel, og i baggrunden var der sirener, så hun nærmest skulle råbe. Hun var også lidt ældre end de andre, og så kunne vi ikke holde masken, selv om det ikke var så pænt, erkender Niels Kjær Sørensen.

De 78 breve var mere, end Niels Kjær Sørensen havde turdet håbe på.

Selv havde han været glad, hvis der var kommet mellem 20 og 30.

- Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for, hvor mange breve der var i sækken. Men jeg blev da glad, da jeg så, at der var kommet så mange, siger Niels Kjær Sørensen.

Mange af brevene var fra sjællændere, og flere gange fik Niels Kjær Sørensen at vide, at han har søde øjne.

Og Niels Kjær Sørensen kan godt mærke, at der nu er kommet fokus på ham. Kort efter programmet løb over skærmen tirsdag aften, havde han fået omkring 10 nye henvendelser fra interesserede kvinder.

- Den interesse har jeg aldrig oplevet før, så det er lidt en omvæltning, siger Niels Kjær Sørensen.

Den lokale landmand nåede ikke at vælge nogle kvinder ud i tirsdagens afsnit, og han er ikke med næste tirsdag. Så hvis man vil se, hvilke fem kvinder han inviterer på date, skal man vente til næste tirsdag.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland