Erhverv

Lokal speditions-koncern overtager bestemmende aktiepost i nordjysk firma

Interfjord har med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021 overtaget aktiemajoriteten i Nørresundby-firmaet Air Truck Sea Group Cargo A/S.

De har overtaget 55 procent af aktierne i virksomheden fra den nu tidligere medejer og direktør Henrik Høgholm Jensen, mens de to øvrige aktionærer forbliver.

Det drejer sig om Daniel Gamborg og Thomas Smith Hansen, der også overtager direktørposten.

Air Truck Sea Cargo beskæftiger 10 medarbejder primært specialiseret i landevejstransporter, herunder stykgods, part- og full-loads til og fra Sverige og Norge.

Det passer som fod i hose med Interfjord, der er en partnerejet transportkoncern med 110 medarbejdere fordelt på kontorer i hovedkvarteret Glyngøre, Stavanger, Frederikshavn, Randers, Krakow og full-service udbyder af transportprodukter inden for landevej i Europa samt kurér, special express, projekt samt luft- og sø over hele verden.

- Vi har store ambitioner på vegne af Air Truck Sea Cargo A/S og ser stort potentiale og styrkelse af vores aktiviteter på det nordiske marked. Virksomhedens værdier og set up passer perfekt ind i vores strategi omfortsat vækst, udvikling og værdiskabelse for eksisterende og nye kunder. Samtidig overtager vi en veldreven virksomhed i Nørresundby med et team på 10 dygtige medarbejdere, som vi ser frem til at udvikle virksomheden sammen med og vi fastholder vores strategi som en partnerejet organisation med Daniel og Thomas som partner i koncernen, siger Jens Holmgaard Pedersen, der både er medejer og direktør i Interfjord A/S.

- ts

Arkivfoto: Turit Skovborg