Gå til hovedindhold
Lokalt

Lokal svømmeklub klar med nyt tilbud: Svømmehold kun for indvandrerpiger

08-08-2019 KL. 14:21
Empty

Arkivfoto: AFP Photo/Anoek De Groot

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Svømmeklub Poseidon vil i efteråret tilbyde svømmeundervisning til en gruppe, som ellers kun sjældent er i svømmehallen eller på klubbens ordinære hold.

Det bliver et hold kun for indvandrerpiger fra konfirmationsalderen og op. Trænerne bliver udelukkende kvinder, og mænd vil ikke have adgang til området, mens undervisningen foregår.

Det fortæller Jane Krogh Pedersen fra Poseidons bestyrelse.

- Vi har fået en forespørgsel fra Ungdomsskolen, om vi ville lave sådan et hold. De mente, der var bedst i vores regi, fordi vi har tiderne i Skive Badeland og har lettere ved at finde trænere, siger hun.

Tidligere på året var der stor debat omkring kønsopdelt svømmeundervisning i København. Her var en etnisk dansk far fortørnet over, at han ikke måtte overvære sin seksårige datters svømmeundervisning i Tingbjerg, fordi Hovedstadens Svømmeklub havde valgt at udelukke fædre fra hallen i undervisningstiden af hensyn til de muslimske piger på holdet.

Sagen havnede på Københavns kulturborgmesters bord, hvor borgmester Fransiska Rosenkilde fra Alternativet afviste kritikken af kønsopdelt svømmeundervisning.

- Jeg er optaget af, at vores rum er så demokratisk, mangfoldigt og åbent som muligt. For at nå derhen kan vi være nødt til at bruge værktøjer, som måske ikke rummer alt på én gang - det må man tage med. Ellers er der grupper, vi aldrig vil nå, lød borgmesterens svar til Berlingske.

Jane Krogh Pedersen kender ikke til debatten fra København, men bakker op om tanken, at det er nødvendigt med kønsopdelte hold, hvis man vil nå indvandrerpigerne.

- Vores hold er ikke møntet på de helt unge piger, men fra konfirmationsalderen og op, så de er nok for gamle til at have deres fædre med i svømmehallen, siger hun.

Hvis der kommer en 15-årig dansk pige, som hedder Louise Nielsen, der har samme behov for at lære at svømme, som indvandrerpigerne, hvad gør I så?

- Når hun er pige, så tænker jeg, det nok ikke gør så meget, hvis hun er med på holdet. Men hvis det er en dreng, så har vi ikke noget tilbud til ham, erkender Jane Krogh Pedersen, som i så tilfælde må henvise drengen til et ligeledes nystartet efterårshold for voksne, som ønsker at blive mere trygge i vandet og lære de basale færdigheder.

Er kønsopdelt undervisning en samfundsudvikling, Poseidon skal være med til at understøtte?

- Det ved jeg ikke ... Men behovet er der. Jeg tænker da, det ikke er pisse godt. Men her har vi et helt hold af piger, som gerne vil gå til svømning, og vi har nemt ved at tilbyde dem det, fordi vi har trænerne og faciliteterne, siger Jane Krogh Pedersen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland