Erhverv

Lokal virksomhed nomineret til pris for indsats under corona-krisen

Idé-Pro A/S er nomineret til Plastprisen 2021.

Med en etablering i 1994 nærmer Idé-Pro sig sin 30 års fødselsdag, og gennem årene er der sket udvikling på samtlige fronter.

I dag er virksomheden, som de seneste år har haft hovedsæde på Skyttevej i Skive, en markant spiller på det europæiske marked ,når det gælder fremstilling og produktion af prototyper og serieproduktion i blandt andet plast og letmetal.

Det var de to lokale brødre, Tommy og Morten Nors, som i sin tid grundlagde virksomheden på Skive Havn. Allerede inden for de første år blev der investeret og udviklet så stærkt i virksomheden, at det krævede mere plads. I dag beskæftiger Idé-Pro cirka 150 medarbejdere og har kunder i både Danmark og udlandet. Flere af de første kunder er stadig aktive samarbejdspartnere for virksomheden på Skyttevej, der for et års tid siden gjorde sig endnu mere kendt og populær ved i hast at udvikle og producere ansigtsvisir til sundhedspersonalet. I første omgang blev der produceret adskillige tusinde styk ansigtsvisir til Region Midt, men også til svært corona-ramte Italien blev et stort antal visirer sendt af sted. Produktionen steg, og snart fik alle i princippet mulighed for at erhverve et ansigtsvisir fra den lokale virksomhed, der fra flere kanter fik stor ros for hurtigt at sadle om og ændre produktionen til et produkt, som i første periode af pandemien var en mangelvare.

I de få år gamle lokaler på Skyttevej breder produktionen sig over 28.000 kvadratmeter, og flere af medarbejderne har - ligesom administrerende direktør Morten Nors - været med fra virksomhedens første år.

Plastprisen 2021 er populært formuleret en hyldest af ekstraordinære præstationer i den danske plastbranche. Og her løber ansigtsvisir by Idé-Pro med hele æren, for virksomhedens hurtige og vedvarende indsats under covid-19 krisen er den altoverskyggende rolleindehaver i forbindelse med nomineringen.

joan

Her ses det visir, Skive-virksomheden Idé-Pro har sat i produktion som følge af coronasmitten.