Erhverv

Lokale restauranter melder udsolgt af nytårsmenuer

Flere steder må melde udsolgt, når det gælder salget af nytårsmenuer.

Det viser en rundringning, Skive Folkeblad har lavet. Den viser også en tendens til, at salget er fordelt på mindre selskaber.

Højslev Kro skal have 1.400 menuer klar til levering torsdag og kunne melde udsolgt mandag.

- Vi har bestillinger fra forholdsvis flere mindre selskaber på to-tre mennesker i år, fordi folk i år samles i små selskaber, fortæller Claus Engmann, kok og ejer af Højslev Kro.

Produktion af mad til 1.400 mennesker kræver masser af arbejde. Anden produktion af mad til take away har Højslev Kro sat på stand by.

- Vi gik rigtig i gang med at producere til nytårsmaden i søndags, og vi producerer for fuld kraft til og med nytårsaftensdag. Lige nu står jeg at forbereder tournedos til 1.400 mennesker, fortæller Claus Engmann.

Kvickly i Skive har også udsolgt - 600 kuverter.

- Det er lidt flere end sidste år, og vi sælger også især til mindre selskaber. Vores slagter- og delikatesseafdeling laver al maden, fortæller varehuschef Claus Holstein Bro.

Carterkokken Ulrik Jensen, Skive, melder om salg på sædvanligt niveau, 300 kuverter.

Spændende Mad i Jebjerg kunne melde udsolgt den 7. december, 400 kuverter.

- Vi kunne sagtens have solgt det dobbelte, men da vi leverer maden færdiganrettet, har vi ikke kapacitet til mere, fortæller indehaver Sanne Nielsen.

I Det Italienske Bøfhus i Skive er ejer Ecevit Han Andersen nogenlunde tilfreds med salget af nytårsmenuer.

- Det bliver ikke helt vildt. Det bliver ok, og det er bedre end ingenting i denne tid, siger han.

Jens Kristensen

jkr@skivefolkeblad.dk

Når man skal forberede blandt andet tournedos til 1.400 mennesker nytårsaften, skal man stå tidligt op. Det gør kok Claus Engmann, Højslev Kro, hver dag for tiden. Foto: Lindy Jørgensen