Lokalt

Lokale venstrefolk: »Inger burde have haft en næse i stedet for en rigsretssag«

Det er helt relevant at give Inger Støjberg en næse, fordi hun som minister ikke oplyste Folketinget korrekt i forbindelse med instruksen om at adskille asylægtepar, hvor den ene part var under 18 år, uden der skete en individuel vurdering af hvert par.

Det mener Venstrefolk i Skive Kommune. De mener til gengæld, at den rigsretssag mod Inger Støjberg, som nu bliver sat i værk, er helt ude af proportioner.

Inger Støjberg gav om integrationsminister instruksen i 2016. Den var ulovlig har Folketingets Ombudsmand og den såkaldte instrukskommission afgjort. Kommissionen har ikke fundet belæg for, at Inger Støjberg som minister befalede embedsmænd at handle ulovligt. Men et flertal i Folketinget rejser nu en rigsretssag.

- Jeg bakker fuldstændig op bag Inger Støjbergs politik i denne sag. Når det gælder adskillelsen, skulle der være sket en individuel vurdering hvert tilfælde, og det er ulykkeligt, at det ikke skete. Inger har erkendt, der skete fejl. Der skal selvfølgelig være lov og orden, men det er voldsomt at sætte en rigsretssag i gang på det grundlag, der er. Jeg håber, Inger bliver frifundet, så vi kan få sat et punktum i denne sag, siger Peder Christian Kirkegaard (V), Hald, Skive Kommunes borgmester.

Goska Rasmussen (V), Glyngøre, medlem af Skive Byråd, peger på, at Inger Støjberg som minister forsøgte at overholde dansk lov ved at adskille asylægtepar, hvor den ene part var mindreårig. Ifølge Ægteskabsloven må unge under 18 år ikke giftes sig.

- Når man i Danmark har en lov, der beskytter børn mod at blive gift, så skal man ikke stilles for en rigsret for at have forsøgt at beskytte barnebrude, mener Goska Rasmussen.

Hun anerkender, at en minister skal overholde love, herunder lov, der sikrer asylægtepar, hvor den ene er under 18, en individuel vurdering, inden man eventuelt adskiller parret.

- Det er en meget kompliceret sag, men jeg synes stadig, en rigsretssag er forkert. Inger skal have en næste for at have oplyst Folketinget forkert, siger Goska Rasmussen.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen mener, at anklagerne mod Inger Støjberg er så alvorlige også for Venstre, at man er nødt til at få sagen afklaret af en rigsret.

- Jeg kan ikke udtale mig om, hvad Jakob Ellemann tænker og gør. Jeg tror, han støtter en rigsretssag, så han kan slå til, når det gælder lovbrud fra Mette Frederiksens side. Vi ved, hun brød Grundloven, da hun beordrede alle mink i Danmark aflivet, siger Goska Rasmussen.

Tidligere borgmester i Spøttrup Kommune og tidligere medlem af Skive Byråd for Venstre Anna-Lise Vestergaard, Oddense, er også enig i, at love skal overholdes.

- Ingen i Danmark går ind for barnebrude, derfor blev der arbejdet hurtigt. Inger tog beslutningen, som vi alle ønskede i forhold til det. Inger har beklaget de fejl, der blev begået på daværende tidspunkt, Det kunne man så have givet en af de berømte næser for. En rigsretssag er vanvittig dyr for at få tingene belyst endnu en gang. Det mener jeg ikke, sagen kan bære, mener Anna-Lise Vestergaard.

<p>Arkivfoto: Lindy Jørgensen</p>