Gå til hovedindhold
Erhverv

Lokalt murerfirma har vokseværk: Bror er blevet medejer

12-01-2020 KL. 12:23
Empty

Tingene er gået stærkt, siden H. C. Vestergaard (til venstre) i 2013 startede Vinde Murerfirma som et enmandsfirma, bare ham og en murske. I dag er der 11 på lønningslisten, og senest er lillebroderen J. P. Vestergaard ved årsskiftet kommet med som medejer. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I begyndelsen var det visionen, at det kun skulle være H. C. Vestergaard selv og en murske, da han i 2013 stiftede virksomheden Vinde Murerfirma ApS.

Men siden har virksomheden haft markant vokseværk - omsætningen er lige godt fordoblet for hvert regnskabsår, 11 ansatte er lige nu beskæftiget, heraf to lærlinge, og senest er ejerkredsen af den familiedrevne virksomhed officielt her ved årsskiftet blevet udvidet med 32-årige H. C. Vestergaards lillebror, J. P. Vestergaard på 25, der siden januar 2018 har været ansat som projektleder i virksomheden.

Allerede for to år siden blev hjemmekontoret for lille, og murerfirmaet har nu til huse på Danelykke 3 i Hem.

Mange vil også have bidt mærke i firmaets folk og biler i forbindelse med de rækkehuse, murerfirmaet hen over efteråret har gået og bygget en halv kilometer uden for Hem på Ballingvej, og det familiedrevne firma har fået et godt fodfæste som håndværkere på Skiveegnen og har fået et godt samarbejde med totalentreprenørerne i lokalområdet, hvor større fagentrepriser udføres.

Samtidig er det vigtigt for de to murermestre at holde fast i visionen for virksomheden om, at »den aldrig må blive større end at det personlige præg stadig er med os«.

- Det tætte samarbejde med kunden og muligheden for at råde og vejlede i hele processen betyder meget for os, uanset om vi renoverer eller bygger nyt, privat som erhverv, understreger de to murermestre.

Brødrene, der er vokset op i Oddense, har begge svendebrev som murer - udlært i det samme firma, Ole Ibsen A/S i Balling.

Nogle læsere vil måske huske J. P. fra dengang han på fineste vis repræsenterede Danmark ved håndværker-VM, World Skills, i Sao Paulo i 2015 og tog en sølvmedalje med hjem.

- Jeg lovede lige H. C. at hjælpe ham et par måneder dengang for et par år siden, fortæller J.P. Vestergaard, mens H. C. Vestergaard smiler stille og siger, at han helt fra dengang godt vidste, at J. P. ville blive.

Mange har spurgt de to brødre, hvordan de tør at binde an med at blande firma og familie?

- Vi har sørget for at lave en ordentlig aftale, og vi stoler på hinanden, så det skal nok gå. Samarbejdet mellem os i firmaet er noget af det fedeste. Vi kan bygge et hus uden at snakke sammen, siger H. C. Vestergaard, mens J. P. Vestergaard understreger, at »Vi tænker ens.«

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland