Avisen Mener

Løsgængeriet løber løbsk

Skive Folkeblads lørdags-klummeskribent Ejv. Bjørnkjær mindede forleden læserne om, hvordan den fremtrædende socialdemokrat, Per Hækkerup, reagerede, da han tilbage i 1970´er en dag fik at vide af journalister på gangene på Christiansborg, at det konservative folketingsmedlem Hans Jørgen Lembourn ville træde ud af partiet og starte et parti for sig selv.

- Føj for helvede, lød det bramfrit fra Per Hækkerup....

Den bemærkning siger noget om, at der - uanset hvilket parti det drejede sig om - tidligere var langt større modvilje over for løsgængeri, partiskift og partistiftere end tilfældet er i dag.

Nu er vi i denne valgperiode allerede oppe på 12 folketingsmedlemmer, der er blevet løsgængere, er skiftet til et andet parti - eller har stiftet et nyt parti. Det ganske vildt!

Britt Bager, Venstres tidligere politiske ordfører, er det seneste eksempel. Hun var tidligere borgerlig-liberal, men så fandt hun ud af, at hun i stedet nu er borgerlig-konservativ - endda nationalkonservativ!

Efterfølgende har det vist sig, at det måske - i hvert fald ifølge Venstre-kilder - i høj grad drejede sig om, at hun var sur over, at Venstre ville fratage hende den indbringende post som statsrevisor. Sådan er der så meget...

Flere forhold kan undre i forbindelse med de 12 politiske »afhoppere« siden sidste valg. Man kunne jo forestille sig, at man - hvis man var blevet led og ked af sit parti - forlod politik og fandt sig anden meningsfuld beskæftigelse.

Men det synes slet ikke at være på dagsordenen for de pågældende - som i mange tilfælde nok også ville have svært ved at få job med samme løn og goder som folketingsmedlemmer har. Så afhopperne bliver på Christiansborg, hvor der også er utrolige sygeorlovsregler.

Ida Auken, der nu er sprunget ud som socialdemokrat efter at have været både SF’er og radikal, er lige kommet tilbage efter ét års sygeorlov, og den tidligere radikale leder, Morten Østergaard, har sygemeldt sig siden krænkelsessager fældede ham som leder sidste efterår.

Det må også undre, at man efter at have ført valgkamp i 2019 for et parti - og blev valgt - så pludselig finder ud af, at man bør tilhøre et andet parti - eller bare være løsgænger. Ida Auken har - foreløbig - repræsenteret tre partier. Det er temmelig useriøst! Jens Rohde var først mange år i Venstre, så blev han radikal - og nu løsgænger! Vælgerne, der stemte på »afhopperne« ved det seneste valg, må også i stort omfang føle sig snydt.

Som vælger stemmer man som oftest på en person, men den person repræsenterer jo et parti, og der ville være større respekt for en politiker, som brød med sit parti, hvis vedkommende trak sig som folketingsmedlem og overlod pladsen til en suppleant fra partiet. Men det er der sjovt nok ikke nogen af de 12 »afhoppere«, der har fået som tanke. Så ville de jo også gå glip af det gode vederlag...

Er man som politiker uenig med sit parti, så vil det også skabe større respekt, hvis man tager debatten i det pågældende parti og kæmper for sine synspunkter. Det er et svaghedstegn at give op og tro, at græsset er grønnere i et andet parti.

Der er samtidig noget meget mig-mig-mig orienteret omkring løsgængere og parti-hoppere. De er ofte ledsaget af en pæn portion selvovervurdering og egoisme, som ikke er klædelig.

Ida Auken forlod SF, da hun ikke mere var minister og forlod de radikale, da partiet gik tilbage. Og blev socialdemokrat på et tidspunkt, hvor S nu har fremgang. Britt Bager er pludselig konservativ på et tidspunkt, hvor Venstre står til stort mandattab - og de konservative til fremgang.

Og andre danner bare et nyt parti som udløber af deres »afhopning«. Sådan er det med stumperne af Alternativet, og også Lars Løkke vil på stemmesedlen med eget parti. Hvad lokalt valgte Inger Støjberg vil, vides endnu ikke?

Løsgængeriet og parti-hopperiet er løbet løbsk.

O.D.