Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Lun påske giver mulighed for at nyde frokosten i det fri

18-04-2019 KL. 06:10
Påsken står for døren, og DMI lover lunt vejr og masser af sol frem til 2. påskedag. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Påsken bliver solrig og lun. Sådan lyder det kort og godt fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Bolette Brødsgaard tidligt skærtorsdag morgen.

- Det bliver solrigt. Det bliver lunt. Her skærtorsdag og langfredag bliver der masser af sol, og vi får temperaturer op på 12 til 18 grader. Det bliver lunest i Vestjylland og lidt koldere - måske kun 10 grader - ved kyster med pålandsvind.

- Der vil dog ikke være særlig meget vind nogen af dagene, så det vil føles dejligt lunt. Der er i hvert fald masser af muligheder for at gå en tur eller spise en frokost udenfor. Det er virkelig med at nyde det, siger hun.

For hele påsken gælder det, at der kan komme nattefrost enkelte steder. Det skyldes den svage vind og den stjerneklare himmel.

De fleste steder vil nattetemperaturerne ligge på omkring tre graders varme, men enkelte steder kan temperaturen ifølge DMI nå ned at runde frysepunktet.

- Lørdag og søndag er jo nok mere de dage, hvor man mødes til familiefrokost. Her vil det stadig være lunt, men lørdag vil der nok være lidt flere skyer. Ikke noget voldsomt, man vil stadig kunne se solen, men det vil nok alligevel lægge en lille dæmper på fornøjelsen, siger meteorolog Bolette Brødsgaard.

Lørdag vil dagtemperaturerne ligge på mellem 13 og 18 grader. I Vestjylland lokalt op på 20 grader.

Påskedag er ifølge Bolette Brødsgaard lidt sværere at spå om på nuværende tidspunkt.

- Søndag er lidt ulden i det endnu. Det skal forstås på den måde, at det ser ud som om, at den også bliver solrig, men vinden skifter over til vest. Det betyder, at sjællænderne kan få op til 18 grader, mens det nok ikke bliver helt så lunt ovre vest på, siger hun.

- Det vil fortsætte 2. påskedag med sol og skiftende vind. Så her ser det altså ud til, at det igen vil være vestjyderne, der får de højeste temperaturer.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland