Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Lyt til andres meninger

02-12-2019 KL. 12:45
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er en vigtig del af både folkestyret og menneskelivet i det hele taget, at man møder andre menneskers meninger med åbent sind - og ikke kun vil mødes med mennesker, der mener det samme som en selv.

Især på de sociale medier viser debatten, at mange har svært ved at acceptere andres ret til at mene noget andet, og der bliver således hurtigt et aggressivt debatklima. Det er ganske sørgeligt. Og nu viser et forskningsprojekt, at omkring hver fjerde dansker ikke har lyst til at have en politisk modstander som nabo! I denne sag vil vi erklære os 100 procent enig med DF’s næstformand, Søren Espersen, der om holdningen hos 25 procent af danskerne siger: »Det er jo skrupskørt!«.

Søren Espersen beretter, at han har fem voksne børn, og de stemmer ikke alle på DF:

- Jeg lærer noget, hver gang mine voksne børn fortæller mig, hvor tosset jeg er. »Måske har du ret«, siger jeg så til dem. Det ville være forfærdeligt, at have fem børn, som snakker mig efter munden, siger Søren Espersen til Berlingske, der bringer undersøgelsen. Espersen tilføjer, at det »må være forfærdeligt at bo på en vej, hvor alle mener det samme«.

Statskundskabs-professor på Aarhus Universitet, Kim Mannemar Sønderskov, er en af forskerne bag undersøgelsen, og det kom også bag på ham, at så mange danskere ikke ønsker at have en nabo, som man er meget uenig med politisk.

- Det bekymrende er den manglende accept af andre politiske holdninger, og de positive konsekvenser, vi ved, der er ved at støde på folk af forskellig observans, siger forskeren.

Ifølge forskningsstudiet ser det ud til, at det især er røde vælgere, der har svært ved at leve med at en nabo, som har en helt anden politisk opfattelse. Det bekræfter i så fald, at det er en myte, at venstreorienterede skulle være mest tolerante over for andres synspunkter - faktisk ser det ifølge undersøgelsen netop ud til, at det på venstrefløjen ligger noget tungt med tolerancen over for andres holdninger.

Demokratiet har brug for, at der lyttes til andres meninger. Og det er grundlæggende sundt at få udfordret egne holdninger. Hvis man ikke holdningsmæssigt er støbt i beton, vil der også være en udvikling i tingene. Vi påvirkes alle af en løbende debat med informationer - og diverse input af holdningsmæssig karakter. Heldigvis.

Og hvor sjovt ville det være, hvis alle til en vejfest eller en fest i en boligblok mente det samme?

På et tidspunkt, hvor der igen er fokus på ghettoer i Danmark, er det da opsigtsvækkende, hvis omkring hver fjerde dansker helst ikke vil have en nabo, som man er politisk meget uenig med. Tænk hvis man kun boede i et kvarter med folk der stort set mente det samme som en selv. Så var det unægtelig også en ghetto...

Det er et godt gæt ifølge forskerne, at tonen i de sociale medier har været med til at bane vej for resultatet af undersøgelsen. Måske skulle der også være mere synlighed omkring, at der i Folketinget er en bred respekt om politiske modstandere - selvom om tonen kan være skarp. Som den tidligere Viborg-borgmester, den konservative leder, Søren Pape, siger til Berlingske: - Jeg plejer at sige, at jeg er 95 procent uenig med Pernille Skipper, men jeg tvivler ikke på, at hun vil det godt. Ligesom jeg tror, at hun tænker om mig, at det jeg gør, faktisk er noget, jeg gør fordi jeg synes, at det er det rigtige.

Det er klog tale. Respekt for andres holdninger skal genvindes som et vigtigt fundament for et sundt samfund.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland