Sport

Magtdemonstration: Skive fH tog brutal revanche mod Grindsted

Det var et decimeret Skive fH-mandskab, som lørdag havde besøg af GIF Grindsted i håndboldens 1. division. Skadesmæssigt har truppen været hårdt ramt blandt bagspillerne, og det er ikke blevet bedre, siden man senest var i aktion i Tønder. Matias Damgaard har nemlig brækket foden til træning og er ude resten af sæsonen.

Et hårdt tab, som dog slet ikke var til at se fra kampens start.

Skibonitterne lagde ud som lyn og torden, og efter mindre end halvandet minut havde hjemmeholdet allerede nettet tre ubesvarede gange og dermed givet sig selv en regulær drømmestart.

Momentum fortsatte med en storspillende Magnus Brandbyge i målet, og efter lidt mere end 12 minutter var føringen øget til 8-2.

Det fik dog ikke de blåklædte til at lette foden fra speederen, og dominansen gav undervejs i første halvleg en føring på hele ni mål.

Grindsted fik stoppet blødningen en smule frem mod pausen, men Arne Damgaards tropper kunne stadig liste i omklædningsrummet med en solid overhånd på 18-11.

Lørdagens præstation stod i skærende kontrast til det omvendte opgør, hvor Skive fH fik prygl med hele 40-30. Denne gang var det imidlertid Grindsteds tur til at få smæk.

Gæsterne scorede først seks minutter inde i anden halvleg, og i mellemtiden havde Skive-spillerne udbygget forspringet til 10 mål.

Det var en fornem opvisning af det lokale håndboldmandskab, som var i fuldstændig kontrol fra start til slut.

Faktisk var der tale om en decideret ydmygelse. Forskellen nåede op på hele 14 mål, inden skibonitterne til slut kunne notere sig en sejr på imponerende 39-26.

Skive fH viste endnu engang klassen, da Grindsted blev udraderet. Arkivfoto: Lindy Jørgensen