Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Mand anholdt efter brutal elefantdød i Indien

07-06-2020 KL. 04:35
Nogle lokale forsøgte at hjælpe elefanten op af vandet for at få den med til et behandlingscenter, men det var for sent, og elefanten døde.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En mand i Indien er blevet anholdt, efter at en elefant havde spist frugt, der var fyldt med sprængstof.

Elefanten, der var drægtig og levede i den sydlige indiske delstat Kerala, led alvorlige skader og døde som følge heraf.

Det indiske politi har anholdt en mand, der arbejdede på en gummiplantage tæt på elefanten. Yderligere to mænd fra plantagen er blevet kaldt ind af politiet.

Manden havde angiveligt placeret sprængstof ved frugter for at holde dyr - hovedsageligt vildsvin - væk fra sin gummiplantage.

- Manden har indrømmet, at de brugte kokosnødder fyldt med sprængstof til at holde vilde dyr på afstand, siger Surendra Kumar, der er Keralas ansvarlige for vildtlevende dyr.

Ifølge Kumar havde de tre mænd lavet "kokosbomber" i begyndelsen af maj og efterladt dem nær plantagegrænsen. Tidligere lød meldingen, at det var ananas, der var fyldt med sprængstof.

Hvis mændene bliver fundet skyldige i elefantens død, kan de risikere op til syv års fængsel, da elefanter er et fredet dyr.

Skovmyndighederne sagde, at eksplosionen forårsagede alvorlig skade i elefantens mund, hvilket betød, at den ikke var i stand til at spise eller drikke i flere dage.

Videooptagelser af elefanten viser, hvordan den stod i flere timer med sin hårdt sårede mund og var ude af stand til at få vand, mens den langsomt blev mere og mere svækket.

Episoden har pustet til konflikten i Sydøstasien mellem natur og mennesker, da stadig mere skov går tabt ved byudvidelser.

Det er ikke unormalt i Indien, at lokale bruger eksplosiver for at holde vilde dyr væk. Så sent som i sidste måned blev endnu en hunelefant fundet død med alvorlige mundskader.

Der lever omkring 30.000 vilde elefanter i Indien. Mellem 2014 og 2019 anslår de indiske myndigheder, at over 2300 mennesker blev dræbt af elefanter. I samme periode blev over 500 elefanter dræbt.

/ritzau/AFP

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland