Mand er skuddræbt under protester i Libanons hovedstad
En mand er skuddræbt i Libanons hovedstad, Beirut, efter at den libanesiske hær har åbnet ild mod demonstranter.
Det skriver det libanesiske statsmedie National News Agency natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Manden er "død af sine skader" på et hospital i Beirut, skriver det libanesiske medie.
Det er det andet dødsfald under de voldsomme protester i Libanon, som har præget store dele af landet den seneste måned.
Libanons præsident, Michel Aoun, sagde tirsdag, at Libanon stod over for en katastrofe, hvis ikke demonstranterne trak sig tilbage.
Det affødte en ny bølge af demonstrationer. Det er i forbindelse med disse protester, at en demonstrant er blevet skudt og dræbt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hændelsen er sket i Khaldeh i den sydlige udkant af Beirut.
/ritzau/