Ritzau Indland

Mange vil holde ferie indenlands: Turen går til Danmark

Søndag smagte det allerede lidt af sommer på Skiveegnen med lækkert solskin og tocifrede varmegrader - og blandt de lokale, som Skive Folkeblad mødte på Skive Søsportshavn og på vandrestierne i Skive Plantage, var næsten alle enige om, at i år går sommerferie-turen til Danmark - på camping, i sommerhus eller på sejltur.

Danmark som populær feriedestination også i år var for de fleste, vi talte med, et helt bevidst tilvalg - og har ikke noget med corona at gøre.

- Vi skal sejle med vores båd her i Danmark. Det har vi gjort de sidste mange år. Det er trygt at være i Danmark, og når vi er på en havn, er det vigtigt, at vores børn kan gøre sig forståelige, siger Anne Ginnerup, der er mor til Anker, Ida og Kirsten.

- Der er også så pænt her i Danmark, mener Anker på 10 år, mens fire-årige Kirsten jubler, fordi hun har fanget en reje.

Familien, der bor lidt uden for Stoholm, overnattede denne weekend for første gang i år i familiens båd.

Men drømmer man i stedet for om at sidde på en parisisk fortovscafé eller nyde livet på en græsk taverna i sommerferien, er der nu også håb om, at det kan gå i opfyldelse. Der åbnes nemlig gradvist for, at danskerne igen kan rejse på sommerferie i udlandet, og udenlandske turister kan komme til Danmark.

Familien her skal igen i år holde sommerferie på familiens båd hjemme i Danmark. »Det er trygt at være i Danmark, og når vi er på en havn, er det vigtigt, at ens børn kan gøre sig forståelige«, sige Anne Ginnerup - her med børnene Kirsten, Ida og Anker. foto: Lindy jørgensen