Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Marine Le Pen tilslutter sig ny højrefløjsalliance i EU

21-04-2019 KL. 03:05
Marine Le Pen, der her ses ved et vælgermøde forud for valget til EU-Parlamentet, vil tilslutte sig EU-skeptisk alliance, hvor Dansk Folkeparti også er medlem.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Frankrigs Marine Le Pen og hendes oppositionsparti, det nationalkonservative National Samling, har fredag tilsluttet sig en ny politisk alliance mellem højrefløjspartier i EU-Parlamentet.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Alliancen er grundlagt af Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, og består foruden hans eget parti, Lega, af blandt andre Dansk Folkeparti.

Derudover omfatter medlemmerne det tyske AfD, Frihedspartiet (FPÖ) i Østrig, finske De Sande Finner, Vlaams Belang fra Belgien samt Estlands Konservative Folkeparti (Ekre).

Den politiske alliance er blevet døbt Europæisk Alliance for Folk og Nationer (EAPN) og er fælles om en skarp EU-skepsis samt en yderst kritisk holdning til indvandring.

Europas højrepopulistiske partier er i dag splittet i tre forskellige grupper, men efter valget kan den nye alliance opnå betydelig repræsentation i parlamentet.

Flere meningsmålinger giver dem op mod 23 procent af stemmerne på tværs af EU-landene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvorvidt alliancen kan omdannes til en egentlig partigruppe afgøres blandt andet af, om gruppen efter valget til EU-Parlamentet i maj opfylder kravene til at danne en partigruppe.

Her kræves 25 medlemmer af parlamentet fra syv medlemslande.

Selv om der er rigeligt af partier på den euroskeptiske eller -kritiske fløj i parlamentet, bliver det ifølge professor ved Københavns Universitet Marlene Wind nemmere sagt end gjort at få partierne samlet i et fælles projekt.

- Det er en meget blandet gruppe partier, man prøver at forene. Der er stor uenighed inden for de her mange forskellige EU-skeptiske grupperinger, har hun tidligere udtalt til Ritzau.

- Nogle ønsker omfordeling af asylansøgere. Andre vil ikke røre det med en ildtang. Nogle er begejstrede for Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.). Andre kan ikke fordrage Rusland.

Det danske valg til EU-Parlamentet finder sted søndag 26. maj.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland