Ritzau Sport

Massiv smitte i Aston Villa-trup udsætter endnu en kamp

Premier League-kampen mellem Aston Villa og Everton, der skulle spilles søndag, er blevet udsat på grund af massiv coronasmitte i Aston Villa-truppen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er det anden gang på en uge, at en af klubbens kampe bliver udsat.

Onsdag skulle Villa have spillet hjemme mod Tottenham, men også her var coronasmitte i truppen skyld i udsættelse.

Størstedelen af holdets spillere har siddet isoleret siden sidste uge, hvor der blev fundet 14 positive coronaprøver blandt klubbens spillere og ansatte. Det skriver Reuters.

Ud over at to af klubbens Premier League-kampe er blevet udsat, var Aston Villa i sidste uge også nødt til at stille med et hold af U23-spillere og helt unge fodboldtalenter i FA Cup-kampen mod Liverpool.

Aston Villa har selv ansøgt om at få kampen mod Everton udsat. Og det har Premier League efterfølgende godkendt.

Dermed oplever Premier League, at kampprogrammet endnu en gang bliver skubbet. Det har flere trænere allerede har protesteret over, fordi de frygter at skulle spille for mange kampe over en kort periode.

/ritzau/

Aston Villa døjer voldsomt med coronasmitte i disse dage. I sidste uge måtte Aston Villa stille med et hold af U23-spillere og helt unge fodboldtalenter i FA Cup-kampen mod Liverpool. Den blev tabt.