Gå til hovedindhold
Sport

Massivt drama da Stoholm tabte tæt kamp

08-02-2019 KL. 22:15
Empty

Der var ingen point til Stoholm og træner Allan Kjær fredag aften. Men masser af dramatik at gå til weekend på. Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der var dramatik til langt efter slutfløjtet, da Stoholm fredag aften tog imod Frederikshavn i herrehåndboldens 1. division.

På banen var der al den intensitet og vildskab, man kan drømme om en fredag aften uden at komme i konflikt med lovgivningen. Mål kom der til gengæld ikke så mange af, men der var ikke en eneste tilskuer, som kedede sig.

Stoholm-tilhængerne gik dog hjem triste til mode. Frederikshavn vandt 18-17 efter en duel mellem to vanvittigt kompetente forsvar og to angreb om hvem man kunne sige det modsatte. Meget af det skyldtes, at begge mandskaber var ramt på ressourcerne og havde få bagspillere til rådighed, så det blev til masser af aktioner i lavt leje og med dueller mand mod mand.

Frederikshavn førte 11-9 ved pausen og formåede at holde sig i front igennem hele anden halvleg. Stoholms angreb løb tør for luft - der var kun energi tilbage i Frederik Nørbjerg, men selv han begyndte at se træt ud til sidst efter talrige drible- og finteture med maksimal risiko.

Stoholm fik muligheden for en udligning med en erobring fem sekunder før tid, men Per Rybergs afslutning blev pareret.

Inden da havde der været rødt kort til nordjydernes Eirikur Simonsen for en for hård tackling mod Nørbjerg, men dramatikken kulminerede faktisk efter slutfløjt. Stoholm-træner Allan Kjær havde fået en to minutters udvisning for at have opholdt sig i den coachingfri zone med 20 sekunder igen, og det fik assistent Carsten Andersen til at nedlægge protest, da han mente, at også Frederikshavntræner Morten Holmen havde stået, hvor han ikke måtte.

Parterne mundhuggedes om situationen, da der var fløjtet af, og observatør Flemming Beck Rasmussen, som havde spottet Allan Kjærs forseelse, endte med at give Carsten Andersen 15 sekunder til at forsvinde fra tidtagerbordet, hvis han ville undgå en indberetning.

Flemming Beck Rasmussen følte sig anklaget på sin troværdighed i en videre diskussion med Allan Kjær, og nægtede at debattere yderligere.

Frederikshavns træner havde inden kampen sagt, "der er altid drama, når vi møder Stoholm."

Det blev han yderligere bekræftet i.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland