Ritzau Sport

Medie: Qatar-VM får landsholdssponsor til at trække sig

Ifølge Weekendavisen vil fodboldlandsholdets ene hovedsponsor Arbejdernes Landsbank øjeblikkeligt opsige sin aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Banken har angiveligt formuleret sit ønske i et brev, som DBU modtog tirsdag.

Sponsoraftalen løber til og med VM i november og december næste år, men slutrunden i Qatar skaber bekymring, lyder det.

Hverken DBU eller Arbejdernes Landsbank vil bekræfte avisens oplysninger.

For nylig regnede den britiske avis The Guardian sig frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet blev tildelt slutrunden i 2010.

En kilde på ledelsesniveau i Arbejdernes Landsbank mener ifølge Weekendavisen, at fodboldforbundet ikke tager nok ansvar for en mulig boykot og i stedet skubber ansvaret over til Christiansborg.

Der har været stor debat om fodboldslutrunden de seneste uger op til, at kvalifikationen til herrernes VM begyndte i Europa.

Flere landshold har protesteret over migrantarbejdernes forhold ved at bære trøjer med budskaber om at værne om menneskerettigheder.

Blandt andet Danmarks landshold bar t-shirts med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer) forud for kampene mod Moldova og Østrig.

Ingen fodboldforbund har officielt meddelt, at de vil boykotte slutrunden sportsligt.

DBU har gentagne gange sagt, at tilstedeværelse og dialog er en bedre vej til forandring i landet.

/ritzau/

Danmarks fodboldlandshold bar trøjer med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer) forud for kampene mod Moldova og Østrig.