Erhverv

Mejeri har fået sat otte ladestandere op: Alle firmabiler skal være el-biler

Måske tager mejeridirektøren munden for fuld, når han kalder Thise Mejeri for »Nordvestjyllands største ladeplads for el-biler«.

- Men kan du finde andre steder i området med otte ladestandere, spørger Poul Pedersen.

Det er nemlig, hvad mejeriet har opført på sin parkeringsplads. Allerede for halvandet år siden kom de første to standere op, da en helt ny parkeringsplads blev anlagt.

Dengang besluttede Poul Pedersen, at hans bil skulle være en af de første i virksomheden, der blev skiftet ud til en el-bil, og det har givet ham nogle personlige erfaringer, når han kom rundt i landet til samarbejdspartnere og kunder.

- Jeg fandt ud af, at det er en god ting på en virksomhed, hvis der er en ladeplads. Da jeg startede, var der ikke mange virksomheder, der havde ladepladser, fortæller han.

Planen er, at alle mejeriets firmabiler skal være el-biler, og derfor er der nu blevet installeret seks ladepladser mere. Men ladepladserne kan også sagtens bruges til medarbejdernes biler eller til kundernes biler, mens de er en tur i ostebutikken. Det eneste, de skal gøre, er at føre deres Clever-brik hen over standeren og sætte kablet til bilen.

- Men det er altså ikke noget, vi tjener på, og det har kostet mange penge at få sat op, siger han.

Ladestanderne ligger meget godt i tråd med at være et økologisk mejeri.

- Det handler om ordentlighed og miljø. Vi vil gerne udlede mindre CO2 i dagligdagen, og vi laver mange ting for at reducere udledningen af CO2, siger Poul Pedersen.

En af de næste poster i det grønne regnskab er omstilling af diesel-drevne lastbiler, mejeriet har. Størstedelen af dem kan uden de store problemer ændres til en anden brændstoftype, og planen er, at en femtedel af den konventionelle dieselolie i år skal være skiftet ud med bio-diesel - det såkaldte HVO-diesel, Hydrotreated Vegetable Oil.

- Og så arbejder jeg også sammen med Greenlab på, at de skal levere en brintbil til os, siger Poul Pedersen.

Thise Mejeri kan nu selv lade sine egne firmabiler på el op, men medarbejdere og gæster kan også benytte sig af ladestationerne.  Foto: Steen Don