Gå til hovedindhold
Lokalt

Menighedsråd lægger afstand til beslutning: Ønsker ikke typehus som ny præstebolig

20-11-2020 KL. 09:43
Empty

Et enigt menighedsråd ønsker, at præstegården i Rødding nedrives, og en ny bolig bygges. I 2015 blev præstegården ellers renoveret på grund af skimmelsvamp, og daværende sognepræst Jakob Fløe måtte flytte ud i den blå skurvogn på billedet,
mens arbejdet stod på. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er provstiudvalget og ikke menighedsrådet, som ønsker at erstatte Røddings præstegård med et typehus.

Det pointerer menighedsrådsformand Margit Bisgaard i kølvandet på en artikel om sagen i Skive Folkeblad i forrige uge.

Menighedsrådet har ansøgt provstiudvalget om at nedrive den gamle præstegård, fordi den fortsat er plaget af skimmelsvamp trods en renovering for få år siden.

Men menighedsrådet har foreslået, at der som erstatning bygges en arkitekttegnet præstebolig.

- Vi har ikke ønsket at bygge et typehus. Men det er det, vi er blevet pålagt at gøre nu, siger Margit Bisgaard på vegne af menighedsrådet i Rødding-Lem-Lihme-Vejby.

- Vi (menighedsrådet; red.) har ønsket at bygge noget, der harmonerer med omgivelserne og passer til sognehuset, siger hun.

I Skive Folkeblad 11. november udtalte Sallings provst, Susan Aaen, om sagen, at:

- Provstiudvalget har besluttet at efterkomme menighedsrådets ønske om at rive det ned og opføre en ny præstebolig som et typehus.

Citatet kan sprogligt set læses og forstås på to måder, hvilket angiveligt har skabt noget debat i Rødding.

Den korrekte måde at forstå citatet på skal derfor præciseres her: Provstiudvalget har besluttet at efterkomme menighedsrådets ønske om at rive præstegården ned - og provstiudvalget har besluttet at opføre en ny præstebolig som et typehus.

Dette er vigtigt for Margit Bisgaard er få understreget.

Hun fortæller, at menighedsrådet i august sendte et arkitekttegnet skitseforslag om en ny præstebolig i Rødding til provstiudvalget.

Men provstiudvalget mener, at det er for dyrt at bygge en arkitekttegnet præstebolig, konstaterer Margit Bisgaard.

- Det undrer vi os meget over, siger hun på vegne af sit menighedsråd.

Det arkitekttegnede forslag har en overslagspris på 3,8 millioner kroner, medregnet nedrivning af den gamle præstegård.

- Vi kan tvivle på, at det kan laves billigere end det overslag, vi har lavet. Men det må tiden vise, siger menighedsrådsformanden.

Hun tager til efterretning, at provstiudvalget, der sidder på pengekassen, har besluttet, at nybyggeriet skal være et typehus.

Hvad gør I så nu i menighedsrådet?

- Vi er skudt tilbage. Vi skal starte forfra. Vi skal til at se, om der overhovedet er et typehus, der kan harmonere med beliggenheden, og som kan være egnet som præstebolig, lyder svaret.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland