Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Mens S forhandler videre: Løkke tager til EU-topmøde

19-06-2019 KL. 10:20
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager på Danmarks vegne til topmødet i EU torsdag og fredag. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Lars Løkke Rasmussen er fungerende statsminister, indtil der dannes en ny regering som følge af Folketingets nye sammensætning efter valget 5. juni.

På topmødet skal EU-landene tage stilling til den strategiske dagsorden for de næste fem år.

Det betyder blandt andet, at der skal snakkes klima. Der skal også tales om topposter i EU, såsom hvem der skal være kommissionsformand.

Her har flere medier og politikere nævnt, at danske Margrethe Vestager (R) kan være i spil til en toppost.

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen (S), der sidder som kongelig undersøger og forsøger at danne en regering, har erklæret sin støtte til Vestager.

Onsdag vil Lars Løkke Rasmussen fortælle de andre partier i Folketinget om mødets emner ved et møde i statsministeriet.

For at få en plads ved bordet til et EU-topmøde skal man være stats- eller regeringschef - eller fungerende ditto. Man kan således ikke sende en ambassadør eller en fagminister.

Det er derfor almindelig praksis, at et lands fungerende stats- eller regeringschef deltager i topmøderne i en situation, hvor en stats- eller regeringschef leder et forretningsministerium. Indtil en ny regeringsdannelse har fundet sted.

Selv om der har været valg til Folketinget, og mandaterne er fordelt på ny, er der ikke fundet en ny regering. Imens fortsætter de hidtidige ministre som fungerende ministre.

Helt principielt kunne dronningen, som formelt står i spidsen for regeringen, også rejse til Bruxelles.

Det er dog ikke lang tid siden, at Danmark stod i en lignende situation. I 2015 var det Lars Løkke Rasmussen, der sad og forhandlede om en regeringsdannelse.

Dengang tog fungerende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til EU-topmøde på Danmarks vegne.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland