Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Merkel udtrykker dyb skam under første besøg i Auschwitz

06-12-2019 KL. 14:20
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har godkendt donation på 60 millioner
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har under sit første officielle besøg i koncentrationslejren Auschwitz fredag givet udtryk for "dyb skam" over de uhyrligheder, der foregik på stedet under Anden Verdenskrig.

Det sker i en tale ved mindepladsen for den tyske koncentrationslejr.

Merkels besøg var hendes første i de 14 år, hun har været forbundskansler. Det er blot tredje gang nogensinde, at en forbundskansler besøger stedet.

Hun siger under besøget, at det er vigtigt at mindes den grusomme tid.

- At mindes forbrydelserne er et ansvar, som aldrig ender. Det er uadskilleligt fra vores land. At være bevidst om det ansvar er en del af vores nationale identitet, siger Merkel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Merkel har offentliggjort en ny donation på 60 millioner euro- cirka 450 millioner kroner - til Auschwitz-Birkenau-fonden. Den blev torsdag godkendt af de tyske delstater.

Pengene skal blandt andet gå til at restaurere og konservere 30 barakker i koncentrationslejren.

Derudover skal de gå til, at hår, briller og sko fra ofrene, der er en del af museet i Auschwitz, ikke går i forfald.

- Auschwitz er et museum, men det er også verdens største kirkegård. At huske det er nøglen til at bygge fortiden og fremtiden, siger museumsdirektør Piotr Cywinski til Reuters.

Omkring en million jøder blev dræbt i koncentrationslejren under Anden Verdenskrig.

Lejren var kontrolleret af de tyske nazister med Adolf Hitler i spidsen.

Samlet blev omkring seks millioner jøder dræbt under krigen - cirka halvdelen var polakker.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland