Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Mette Bocks valg og LA’s problemer

14-09-2018 KL. 11:18
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kultur- og kirkeminister Mette Bock er en fremtrædende profil hos Liberal Alliance, og derfor er det ikke uinteressant, at hun har valgt at halvgardere sit politiske virke, og det er så også en halvgardering, der helt kan sende hende ud af politik.

Hun blev onsdag aften af partiets hovedbestyrelse indstillet som spidskandidat for Liberal Alliance ved næste års EU-parlamentsvalg. Men hvis hun efter næste folketingsvalg kan fortsætte som minister i en Løkke-ledet regering, så vil hun vælge ministerjobbet og glemme alt om EU-parlamentsvalget.

- Det fineste af alt er at sidde i sit eget lands regering, sagde Mette Bock i går til Jyllands-Posten, og får hun muligheden efter næste valg, så er det altså, hvad hun vælger, og så må Liberal Alliance finde en anden kandidat til EU-valget.

Man kunne have forestillet sig en helgardering, hvor hun også stillede op som folketingskandidat, men det har hun meddelt ikke bliver tilfældet. Hun vil med egne ord ikke gå »med livrem og seler«, så hvis hun hverken kan fortsætte som minister efter valget eller bliver valgt til EU-Parlamentet, bliver det et farvel til politik.

Nøgternt vurderet er der meget lille chance for, at Mette Bock er minister efter næste valg. Hendes problem - og Liberal Alliances problem - er, at selv hvis det skulle lykkes for Lars Løkke Rasmussen at fortsætte som statsminister, så bliver det på Dansk Folkepartis nåde og mandater, og så vil DF med i regeringen og have Liberal Alliance ud af den! Og da DF bliver langt større end LA, må Lars Løkke lytte mest til Kristian Thulesen Dahl og hans partifæller. Derfor tyder alt på, at regeringsdeltagelsen kører på det sidste for Liberal Alliance. Det er samtidig svært at se, at partiet skal kunne bringe sig tilbage i en regeringsposition i overskuelig fremtid. Det ved Mette Bock også, og at være menigt folketingsmedlem i årevis er ikke så vildt spændende, når man har prøvet minister-gerningen.

Det kan samtidig blive svært nok for hende at blive valgt til EU-Parlamentet. Liberal Alliance fik ved seneste EU-parlamentsvalg kun 2,9 procent af stemmerne og ikke noget mandat, og på landsplan er partiet ikke styrket siden da. Men en vis kendis-effekt er før slået igennem ved valg til EU, og selv om Søren Gade fra Venstre forventes at blive borgerlig stemmesluger ved EU-parlamentsvalget, så kan det tænkes, at Mette Bock kan redde et mandat til sig selv og partiet. Men let bliver det ikke.

Hendes valg understreger den svære situation, som Liberal Alliance er bragt i. Det vil være umuligt for LA at pege på en S-ledet regering, og så længe DF har afgørende indflydelse på Venstres og Løkkes regeringsovervejelser, vil der blive blokeret for LA-regeringsdeltagelse. Sådan er det bare. Samtidig tyder alle målinger på, at Liberal Alliance taber vælgere ved det kommende folketingsvalg, og det styrker heller ikke partiets situation.

Mette Bocks valg er ikke ulogisk, men muligheden for minister-genvalg kan hun se bort fra.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland