Kultur

MGP i en sluttet kreds: 120 goodie bags blev revet væk

Normalt kender vi MGP som forkortelsen for børnenes Melodi Grand Prix, men lørdag kunne MGP i Resen lige så godt have stået for »Meget Godt i Posen«.

I Resen Multipark måtte de godt nok erkende, at det under de nuværende corona-omstændigheder ville blive umuligt igen at bruge den populære sangkonkurrence til at samle byens børn til fest, hvilket mere end 100 sidste år deltog i.

Men de var alligevel blevet enige om, at børnene også denne gang skulle føle, at MGP-aften er en speciel aften.

Og i alternative tider må man tænke alternativt, så de havde lige fået lavet 120 MGP goodie bags indeholdende lidt forskelligt uundværligt til sådan en aften.

Der var for eksempel en stemmeseddel, der var snacks og et drinkskort, og der var balloner, serpentiner og noget til kreativ udfoldelse, mens man fordrev ventetiden.

Poserne solgte de uden fortjeneste via deres facebookside, og sidste søndag måtte de melde udsolgt på initiativet.

- Vi syntes, at børnene skulle have lov til at få en festlig MGP aften, selv om det måtte blive hver for sig i år. Og så gjorde vi det under foreningen Resen Multipark, da vi også gerne vil gøre opmærksom på, at vi stadig er her, selv om corona spænder ben for det fysiske fællesskab for tiden, lyder begrundelsen fra Henriette Vestergaard.

Hun var en af arrangørerne bag aftenens alternative fest og havde også selv huset fyldt af festparate børn, der spredte den rigtige MGP-stemning, selv om det denne gang blev i et noget mindre setup.

Det blev i øvrigt 11-årige Emilie, der vandt MGP 2021 med sin sang »Ikke som de andre piger«.

Emil (8 år), Filip (5 år), Mille (6 år) og Frida (8 år) formåede at skabe god stemning med hver deres MGP goodie bag, da festen på grund af corona i år måtte rykke fra Resen Multipark til privat regi. Privatfoto
Her er det 120 MGP poser pakket og klar til afhentning i Resen Multihus. Privatfoto