Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Midten og magten

19-09-2020 KL. 07:08
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med - men hvad man samarbejder om!

De kloge ord kom fra Hilmar Baunsgaard, der var radikal statsminister i perioden 1968-1971 - så det er længe siden. Men det var kloge ord, som stadig bør være en del af de radikales dna. Partiet holder landsmøde i dag. På grund af corona-situationen foregår det virtuelt på computerskærm - unægtelig en anden form for landsmøde.

Radikale Venstre er et social-liberalt midterparti, og i partiets 115-årige historie har man kunnet samarbejde både til højre og venstre side i Folketinget. Det er en styrke. Lige nu virker det som om de radikale fremstår temmelig isoleret - og i det omfang det skyldes partiets egen adfærd bør det selvkritisk sørge for at ændre på situationen.

Socialdemokratiet besluttede allerede før sidste års folketingsvalg, at partiet ikke ville have andre partier med i regering - heller ikke Radikale Venstre. Og alt tyder på, at det i al overskuelig fremtid vil være Socialdemokratiets holdning. Og på den anden side af midten har Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, fastslået, at han ikke ser Radikale Venstres mandater som en del af grundlaget for en borgerlig regering. Det kan på den baggrund se ud som om de radikale har spillet sig lidt af banen - og det kan jo ikke været målet for noget parti!

Med tanke på Hilmar Baunsgaards kloge ord om, at det afgørende ikke er, hvem man samarbejder med - men hvad man samarbejder om, var det et skud i egen fod, at de radikales leder, Morten Østergaard, før sidste valg fastslog, at de radikale ville have en regering, der var uafhængig af Dansk Folkeparti. Man skal jo netop ikke operere med fravalg af partier. Alle ved at de radikale og DF er meget forskellige. Det samme er de radikale og Enhedslisten, og det skal da i øvrigt ikke glemmes, at store afgørende reformer - som har givet Danmark en sund økonomi - blev gennemført under tidligere borgerlige regeringer i tæt samarbejde med - DF og Radikale Venstre.

De radikale kunne også med fordel se i øjnene, at når det gælder udlændingepolitikken, er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og de konservative enige om de store hovedlinjer, og derfor giver det mere mening, hvis de radikale markerer sig stærkere i forhold til den økonomiske politik og behovet for reformer. Faktisk havde Venstre og de radikale et udmærket samarbejde om en grøn skattereform - noget der godt kan bygges videre på.

Hvis de radikale skal gøre sig politisk interessante igen, så kræver det blot, at man ikke opfattes som en del af det faste møblement i rød stue på Christiansborg. Altså at man i første omgang erklærer sig fri af bindingen til S-regeringen, som også har haft svært ved at leve op til det forståelsespapir, som støttepartierne og regeringen udarbejdede efter valget.

I en friere rolle kan de radikale så søge indflydelse både i samarbejde med S-regeringen, SF og Enhedslisten - og i samarbejde med borgerlige partier. Indholdet og ikke blok-farven skal i fokus. Midten i form af de radikale har fortsat - for det meste - afgørende betydning for regeringsdannelsen, men indflydelsen forsvinder jo, hvis f.eks S-regering føler sig sikker på, at de radikale altid vil pege på en S-regering...

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland