Gå til hovedindhold
Lokalt

Milles flaskepost dukkede op efter seks år

24-05-2020 KL. 07:45
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

For seks år siden kastede de dengang fem-årige tvillingepiger Gry og Mille hver en flaskepost i vandet ved familiens sommerhus ved Vile i Nordsalling.

Pigerne havde fundet inspiration til at lave den, da deres morfar på samme ferie havde fundet en flaskepost.

- Vi skrev vores navne og alder, og så skrev vores mor vores adresse. Vi lavede en lille tegning på papiret, og så håbede vi, at flaskeposterne på et tidspunkt ville blive fundet, fortæller de snart 11-årige Gry og Mille Baadsgaard Raahede, der bor i Skive.

Moren, Louise Baadsgaard Raahede, kan også stadig huske, da flaskeposterne blev kastet i vandet.

- Pigerne prøvede først selv, men de kunne jo ikke kaste den særlig langt ud. Så efter et par forsøg fik deres far den så langt ud i vandet, at den forsvandt, siger Louise Baadsgaard Raahede.

Siden har familien glemt alt om de flaskeposter.

Lige indtil søndag aften da Anne Ravn Nielsen fra Mors efterlyste en Mille fra Brøndumsgade i Skive.

- Sidste søndag var jeg ude og gå en tur ved Jørsby Strand, der ligger på Nordøstmors, og der fandt jeg pludselig en flaskepost, der lå og skvulpede i vandoverfladen, fortæller Anne Ravn Nielsen.

Da hun åbnede flaskeposten, kunne hun med det samme se, at det var et barn, der havde lavet den.

Der stod en adresse på brevet, men Anne Ravn Nielsen ville ikke tage direkte kontakt til adressen i Brøndumsgade, hvis familien nu ikke boede der længere.

- Så jeg lavede et opslag på Facebook, hvor jeg søgte Mille, og jeg har en del venner i Skive, som hjalp med at dele opslaget. Og efter kort tid kom jeg i kontakt med pigernes far, fortæller Anne Ravn Nielsen.

Pigernes far er Mads Baadsgaard Raahede, kunne bekræfte, at det var Mille, der havde lavet den flaskepost, Anne Ravn Nielsen havde fundet.

- Selv om vi ikke har tænkt på de flaskeposter i flere år, kunne vi med det samme genkende, at det var den, Mille havde lavet. Hun skrev altid sit navn og sin alder bagfra, siger Louise Baadsgaard Raahede.

Både for Anne Ravn Nielsen og familien i Brøndumsgade i Skive har det været en sjov oplevelse, at flaskeposten dukkede op efter seks år.

- Jeg synes, det er så hyggeligt med flaskeposter, så jeg blev helt glad for at være en del af sådan en sød historie, siger Anne Ravn Nielsen.

Og selv om Grys flaskepost endnu ikke er dukket op, så forsikrer de to tvillingepiger, at det ikke er sidste gang, de har lavet en flaskepost.

- Det vil vi helt sikkert gøre igen, lyder det fra de to.

På onsdag skal Anne Ravn Nielsen til Skive i en anden forbindelse, og så vil hun tage flaskeposten med brev med til Mille, så hun kan få et minde.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland