Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Mindet om et lys i mørket

12-10-2018 KL. 14:14
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det var en af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien, der i går blev markeret officielt - 75-året for menige danskeres modige redningsindsats med at sejle omkring 7000 danske jøder til sikkerhed i Sverige i oktober 1943 under den tyske besættelse. Jøder, der ikke blev reddet, blev sendt til kz-lejre.

Dermed blev et lys i mørket mindet i går, og det er vigtigt, at historien huskes, hvad både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Israels præsident, Reuven Rivlin bidrog til med gode taler. Dagen blev markeret både i Gilleleje, hvorfra mange jøder blev sejlet til Sverige, og i synagogen i København. Især i Israel og USA står menige danskeres afgørende hjælp til de danske jøder meget stærkt i den historiske bevidsthed, og også her i landet er det vigtigt, at historien huskes og fastholdes. Alt for meget ender i glemsel i tidens hastighed. Men der er fortællinger om heltemod og historiske kendsgerninger, der ikke må glemmes.

- Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse. Når mange mennesker tager det ansvar på sig, står medborgerskabet stærkt, sagde statsministeren i talen i Gilleleje Kirke.

Ganske gribende var Løkke og Israels præsident også på kirkens loft, hvor danskere skjulte en gruppe jøder, som senere blev fanget af nazisterne - og en mindeplade blev afsløret.

I den hele og fulde historie om de danske jøder under besættelsen hører desværre også, som påpeget af tidligere overrabiner Bent Melchior, at der desværre også var danskere, der afslørede og forrådte danske jøder.

Ikke overraskende - og desværre nødvendigt - var der massive sikkerhedsforanstaltninger, da synagogen i København senere i går var rammen om at mindes de heltemodige danskere fra oktober 1943. Det er kun treelthalvt år siden, at synagogen var et af målene for terror i København, og en jødisk sikkerhedsvagt blev dræbt.

Den israelske præsident kommenterede i sin tale terrorangrebet:

- Selve fundamentet i danskernes liv og jødernes liv i Danmark var igen under angreb. Men endnu en gang sørgede kongeriget Danmark sammen med det jødiske samfund i København for, at menneskeligheden var stærkere end hadet, sagde Reuvin Rivlin.

Og det var godt og rigtigt at drage sammenholdet efter terror-angrebet ind som supplement til fortællingen om det, der skete i oktober 1943.

Det var også i 1943, at det kom til et brud med samarbejdspolitikken over for de tyske besættere, og både den beslutning og menige danskeres indsats for jøderne samt frihedskæmpernes modige kamp har været med til at tegne et billede af et land, der heldigvis også bidrog til, at Danmark var med i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

Redningen af mange danske jøder var et af de stærkeste danske lys i mørket under besættelsen. Og det var menige danskere, der udviste mod og handlekraft. Den politiske verdens håndtering af besættelsen vil altid vække debat. Menige danskeres afgørende hjælp til flygtende jøder er ikke til debat. Det var stort. Og det var modigt. Og det skal altid huskes.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland