Gå til hovedindhold
Lokalt

Mishandlet kvinde lettet efter dom: - Endelig vandt jeg over ham, endelig fik jeg min revanche

03-02-2020 KL. 16:22
Empty

Christina Egebjerg Jensen på det toilet på Lundøvej i Højslev Kirkeby, hvor hun blev holdt indespærret. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

28-årige Martin Lønborg Nielsen fortrak ikke en mine, da han mandag eftermiddag blev idømt forvaring ved retten i Viborg.

Han stirrede med et tomt blik ud i retssalen, som han har gjort det under samtlige fem retsdage.

Der var ingen adresse på hans blik.

Men 15 meter til højre for ham var det som om, at flere års mishandling og pinsler på få sekunder blev trukket ud af kroppen på 24-årige Christina Egebjerg Jensen, som var det en ond ånd, der forsvandt.

- Da dommeren læste dommen op, sagde jeg bare et stort »yes« inde i mig selv. Endelig vandt jeg over ham, endelig fik jeg min revanche, og jeg er så lettet og glad, sagde Christina Egebjerg Jensen kort efter, hun havde forladt retssalen.

Også Christina Egebjerg Jensens mor, Lonni Egebjerg Erichsen, var glad for dommen.

- Jeg er meget tilfreds. Nu håber jeg bare, der kan komme lidt ro på, så vi kan komme videre i vores liv, sagde Lonni Egebjerg Erichsen.

Det er endnu uvist, om sagen fik sin endelige slutning i byretten.

Martin Lønborg Nielsen udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

Det frygter Christina Egebjerg Jensen, for hun føler først, hun kan slappe helt af, når hun ved, at sagen er helt slut.

- Jeg håber ikke, han anker, for jeg har ikke lyst til at skulle igennem det hele en gang mere, fortalte hun.

Hun skal tirsdag »fejre« mandagens dom ved at besøge sin søn på familiecentret Sabroegaarden i Skive.

- Det bliver en rigtig glad mor, min søn får at se, sagde Christina Egebjerg Jensen.

Hvis dommen skal ankes, skal det ske inden for 14 dage.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland