Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Mod sin vilje: Svensk minister søger EU-sanktioner mod Kina

29-05-2020 KL. 13:05
Udenrigsminister Ann Linde skal mod sin vilje presse på for sanktioner mod Kina, efter at et flertal i Riksdagens EU-nævn har besluttet det fredag morgen før et EU-møde.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kinas vedtagelse af en sikkerhedslov for Hongkong skal føre til sanktioner fra EU. Det mener et flertal i Riksdagen i Sverige.

- Sverige skal presse på og tage initiativ til sanktioner koblet til Kinas handlinger, siger Jessika Roswall fra Moderaterna til nyhedsbureauet TT.

Roswall er anden næstformand i EU-nævnet i Riksdagen, hvor man fredag morgen har holdt møde om Kina.

Den svenske regering støtter ikke sanktioner. Men udenrigsminister Ann Linde må alligevel fremføre ønsket på mødet i EU.

EU's udenrigsministre holder fredag videomøde om Kina. Det blev planlagt, før Folkekongressen i Kina torsdag godkendte en omstridt sikkerhedslov.

Der er ifølge EU's udenrigstjeneste ingen videre opbakning til sanktioner mod Kina. Men nu vil Sverige tage teten.

- Med udviklingen den seneste tid i Hongkong og med gårsdagens beslutning i Folkekongressen er det meget vigtigt, at EU er tydelig over for Kina. Det er ikke business as usual, siger Roswall.

Den svenske politiker mener, at EU's udenrigstjeneste bør sættes i gang med at se på, hvordan sanktioner kunne se ud.

Ifølge Kina skal loven slå ned på "enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed" i Hongkong.

Kritikere mener, at den er et angreb på Hongkongs selvstyre, retssikkerhed og frihedsrettigheder.

De siger, at loven er "et dødsstød" for den særstatus, som Hongkong fik ved overdragelsen fra Storbritannien til Kina i 1997.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland