Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Modi får stor sejr i Indien og knuser Kongrespartiet

24-05-2019 KL. 14:05
Indiens premierminister. Narendra Modi, hyldes af sine tilhængere ved sit partis BJP's hovedkvarter i New Delhi.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Stemmerne blev torsdag talt op i indien efter en seks uger lang rullende afstemning, og det er endt med en meget stor sejr til premierminister Narendra Modi og hans parti BJP.

Sejrens størrelse for Modi og hans hindunationalister er en overraskelse.

Det skete især på bekostning af Kongrespartiet, der har regeret Indien i lange perioder siden selvstændigheden fra briterne i 1947.

Lederen for Kongrespartiet, Rahul Gandhi, hvis far, farmor og oldefar stod i spidsen for indiske regeringer, måtte lide den forsmædelse ikke at blive valgt i en af partiets højborge. Han ser dog ud til at vinde et sæde for den sydlige delstat Kerala.

Indiens premierminister, Narendra Modi, siger, han vil opbygge et stærkt Indien.

- Sammen vil vi vokse. Sammen vil vi få mere velfærd. Sammen vil vi bygge et stærkt og inkluderende Indien, skriver Modi i et tweet på Twitter efter klare meldinger om en afgørende føring ved stemmeoptællingen.

Tallene fra valgkommissionen viste sent torsdag, at BJP har en føring i 302 ud af de 542 pladser, der er i parlamentet i New Delhi. Ved valget i 2014 fik partiet 282 mandater.

Kongrespartiet fører kun i 52 valgdistrikter.

Alle stemmer ventes at være talt op fredag morgen.

Modi blev midt under et tordenvejr overhældt med rosenblade af partiets begejstrede tilhængere ved BJP's hovedkvarter. Her takkede han for valget, som af uafhængige iagttagere har været beskrevet som beskidt.

- Hvad der end skete ved dette valg, så er det nu fortid. Vi må se fremad. Vi må sørge for, at alle og enhver bringes længere, og det omfatter også vores værste modstandere, sagde han.

Maratonvalget i verdens største demokrati er blevet holdt over syv runder siden 11. april og blev søndag afsluttet med den sidste valgrunde i en række nordlige delstater.

Under valgkampen har Modis Bharatiya Janata Party spillet mere på manden end på partiet, og det har blandt andet fremhævet hans image som en "stærk mand" over for Pakistan.

Nogle kommentatorer udtrykker frygt for, at BJP's store sejr vil anspore hindu-nationalister til at slå ned på Indiens talstærke mindretal af muslimer.

De kommende år ventes Indiens økonomi at vokse sig til verdens femte største. Modis regering har dog ikke formået at skabe nok job til de millioner af unge indere, som hele tiden melder sig på arbejdsmarkedet.

/ritzau/Reuters

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland