Gå til hovedindhold
Ritzau Sport

Mohamed Salah bliver Liverpools helt i arbejdssejr

12-01-2019 KL. 18:00
Mohamed Salah tilkæmpede sig selv det straffespark, som han scorede på i Liverpools udesejr over Brighton.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Liverpool øger presset på konkurrenterne i toppen af Premier League takket være en arbejdssejr lørdag.

På udebane vandt Liverpool med 1-0 over Brighton, selv om gæsterne langt fra var sprudlende.

Kort inde i anden halvleg scorede Mohamed Salah sejrsmålet på et straffespark, han selv havde kæmpet sig til. Dermed demonstrerede han endnu en gang, hvorfor han i tirsdags atter blev belønnet med titlen som Afrikas bedste fodboldspiller.

Med sejren er Liverpool syv point foran Manchester City på rækkens andenplads, men City kan mindske afstanden mandag, når Wolverhampton kommer på besøg hos mesterholdet.

Liverpools spil haltede i begyndelsen af kampen, og holdet havde svært ved at bryde Brightons kompakte defensiv op. Et hovedstød af Xherdan Shaqiri var Liverpools bedste forsøg i første halvleg.

I det fjerde minut af anden halvleg tog Mohamed Salah sagen i egen hånd.

Efter flere vævre driblinger blev han nedlagt i feltet med ulovlige midler, og på det efterfølgende straffespark tordnede han bolden i mål, selv om målmanden valgte den rigtige side.

Målet ødelagde Brightons plan om kun at stå defensivt på banen, men det klædte hjemmeholdet at komme længere frem. Det blev til løse muligheder foran Alisson Beckers mål, men Jürgen Klopp og co. var formentlig aldrig rigtig nervøse.

I den anden ende havde Liverpool flere tilbud til endegyldigt at lukke kampen, men Salahs straffesparksmål var forskellen på de to hold, da kampen blev fløjtet af.

Der blev spillet flere andre kampe i Premier League lørdag eftermiddag, og flere danskere var i aktion.

Kasper Schmeichel blev passeret i det 11. minut på et straffespark og igen lige før pausen, da Leicester skuffende tabte 1-2 på hjemmebane til Southampton efter at have været i overtal i mere end en hel halvleg.

Jannik Vestergaard startede inde for Southampton, der var uden en karantæneramt Pierre-Emile Højbjerg.

Huddersfield spillede 0-0 udebane i et bundbrag mod Cardiff. Jonas Lössl, Philip Billing og Mathias "Zanka" Jørgensen var i startopstillingen for udeholdet. Kenneth Zohore var ikke med for hjemmeholdet.

Huddersfield ligger sidst i Premier League, mens Cardiff ligger lige over stregen. Otte point adskiller de to hold.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland