Ritzau Kriminalitet

Morten Messerschmidt tiltales for dokumentfalsk

Folketingsmedlem og tidligere EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) tiltales for dokumentfalsk i forbindelse med Meld- og Feldsagen.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af et udkast til anklageskriftet i sagen.

Politikeren tiltales for at have fabrikeret falske eller urigtige oplysninger for at opnå uberettiget EU-støtte til en Meld-konference.

Ifølge Bagmandspolitiet fandt konferencen aldrig sted - det gjorde til gengæld en sommerkonference for Dansk Folkeparti i Skagen.

Messerschmidt skal - sammen med en medarbejder - i den forbindelse have gjort brug af en falsk "service provider-kontrakt".

Ifølge udkastet til anklageskriftet har politikeren fået Dansk Folkepartis administrationschef til at skrive under på en hotelkontrakt, som om hun var ledende medarbejder på et hotel i Skagen.

De falske dokumenter er desuden - ifølge anklagen - brugt som dokumentation over for EU, således at pengene ikke skulle betales tilbage.

Det var tilbage i august 2016, at Messerschmidt blev meldt til politiet for muligt svig med offentlige midler i Meld og Feld. Meld og Feld er henholdsvis en alliance af partier i EU og en EU-fond.

Siden har sagen været undersøgt af EU's kontor til bekæmpelse af svig - også kendt som Olaf - og af Bagmandspolitiet.

Adskillige gange har politiet udskudt en afgørelse.

I sidste uge kom det så frem, at Messerschmidt tiltales for misbrug af 98.835 kroner i forbindelse med sommerkonferencen i Skagen i 2015.

Først nu er det kendt i offentligheden, at politikeren desuden tiltales for dokumentfalsk.

/ritzau/